Stort eller småt? Låger, skuffer eller helt åbent? Der findes mange forskellige løsninger, når det kommer til garderobeskabe.
Hvis du er lidt forvirret omkring, hvilken løsning der bedst passer til dig og dit hjem, så læs med her.
Garderobeskabet er til for, at vi kan opbevare og gemme vores garderobe væk, men i dag skal det også i høj grad afspejle vores personlighed og passe ind til hjemmet. Det skal være pænt, praktisk og rumme alle vores ting.
Det er vigtigt, at garderobeskabet passer ind i din personlige stil, og her bør du ikke gå på kompromis. Et garderobeskab kan fylde meget i hjemmet og er dermed også med til at definere indretningen. Det er derfor vigtigt, at du finder den perfekte løsning til dig.
Først skal du overveje dit behov. Hvor stort skal skabet være? Skal det indeholde tøj og sko? Eller alle hjemmets praktiske ting såsom støvsuger og vaskegrej? Så snart du kender til omfanget af ting, der skal opbevares, så bliver det nemmere at udvælge et skab til dit hjem.
Der er mange forskellige typer af garderobeskabe. Der er karlekammerskabe, vitrineskabe, indbyggede skabe, skabe i flet, stålskabe, skabe med skydelåger, åbne skabe, kommoder, walk-in-closet, tøjstativer og mange andre løsninger.
Det hjælper at tage stilling til, om du vil have gemt dine ting væk eller ej. Det kan være dekorativt at bruge et vitrineskab til opbevaring, men hvis tøjet ikke ligger i orden, kan det nemt se rodet ud.
Har du en hel væg til rådighed, kan du overveje at få en håndværker til at bygge et indbygget skab, så du udnytter enhver kvadratmater. Dette er især en fordel, hvis du har skråvægge derhjemme.
Lige så mange forskelige garderobeskabe, der findes, lige så mange typer af materialer findes der. Hvis vi starter med træsorterne, så er der fx de lyse træsorter som eg og mørke træsorter som teak. Udover træ er er der også mange andre materialer som stål, flet, glas mm.
Der er mange ting at tage stilling til, når man skal vælge garderobeskab. Derfor har vi lavet denne guide, der vil hjælpe dig med at finde det perfekte garderobeskab, der passer lige præcis til dig og dine behov.
Fransk flet, også kaldet rørfelt, er noget vi i Danmark har haft i mange år, og det er for alvor begyndt at komme ind i de danske hjem igen. Det varme naturmateriale skaber en hyggeligt atmosfære i hjemmet.
Dette klædeskab i flet fra HK Living har fået et ekstra tvist i form af den sorte farve. Det giver den et mere nutidigt udtryk. Skabet passer perfekt til en mindre garderobe eller til entréen.
Et af Ikeas mest populære skabe er fra Stockholm-serien. Skabet, der er flettet hele vejen rundt, kan både bruges til tøj og andre ting, du vil have gemt af vejen. Hvis du har brug for mere opbevaringsplads, kan du sagtnes stille to skabe ved siden af hinanden.
Den velkendte PAX-serie fra Ikea er både praktisk og funktionel. Garderobeserien byder på mange forskellige løsninger, hvilket betyder, at den kan tilpasses dine behov. Ikea har dets eget program, så du selv kan designe dit eget PAX garderobeskab og se det i 3D. Hvis du vil have låger, skydelåger eller overhovedet ingen låger, så er PAX det rette valg. Du kan selv designe dit garderobeskab, og det kan også fungere som walk-in.
PAX-skabet kan fåes i mange forskellige farver. Gør ligesom her, og vælg et farverigt garderobeskab, der komplimenterer de andre farver i rummet. Vælg nogle utraditionelle greb for at give garderobeskabet et anderledes udtryk.
Det hvide garderobeskab er et sikkert valg. Der er som sagt uendelige løsninger med et PAX-garderobeskab. Vælger du et hvidt garderobeskab, kan det være en god idé at omgive det med farver, så udtrykket ikke bliver for sterilt.
Hvis du gerne vil have et mere unikt og herskabeligt look, uden at du skal bruge for mange penge, er der altid idéer at hente fra Instagram eller Pinterest.
Der findes flere tømrer- og snedkerfirmaer, som laver skræddersyede garderobeløsninger med PAX-skabe. For eksempel CPH Wood, som står bag løsningen nedenfor.
Det populære vitrineskab bliver flittigt i køkkenet og stuen. Men hvorfor ikke bruge det som garderobeskab?
Hvis du bruger dit vitrineskab i soveværelset i stedet for et traditionelt garderobeskab, bliver garderoben mere åben, og dermed virker garderobeskabet ikke så tungt i indretningen. De klare ruder kræver en god portion ordenssans. Sørg derfor for at holde orden og fyld ikke skabet med for mange ting.
Du kan eventuelt putte undertøj, strømper mm. i små kasser for at skabe orden i gaderobeskabet. Du kan også fjerne nogle af hylderne og sætte en bøjlestang ind i skabet.
Hvis du gerne vil have et vitrineskab, der passer lige præcis til dine behov, kan du bygge det selv. Vitrineskabet her, der har genbrugsvinduer, er tilpasset skråvæggene, og så kan man oven i købet bruge øverste del som skohylde.
Kniber det lidt med kvadratmeterne, så kan du her hente inspiration til det perfekte garderobeskab.
De klassiske karlekammerskabe har været til lige siden 1800-tallet. Det gamle skab er et stort og tungt møbel, men så er der også god plads til tøj og sko.
De fleste karlekammerskabe kan købes brugt, men så har de også noget gammeldags charme over sig.
Du kan nemt opgradere et gammelt skab ved at slibe og male det, så det passer bedre ind i din indretning.
Hvis du ligesom mange andre ikke har så meget plads, så udnyt den så meget som muligt. Her er en boksmadres lagt ovenpå nogle Stuva-skabe fra Ikea og nogle små kommoder. Madrassen hviler i den anden ende på en bjælke.
Ved at udnytte pladsen som her, får du mere plads i dit soveværelse, da sparer pladsen til et garderobeskab.
Bor du småt, kan et indbygget skab med låger og skuffer, der når helt op til loftet, være en genial løsning. Mal det hele hvidt og vælg sjove greb, hvis du vil have et anderledes look
Vil du have en lidt mere usædvanlig garderobeopbevaring? Med lidt kreativitet kan du nå langt, især når det gælder garderobeskabe. Her kan du få lidt inspiration til nogle anderledes garderobeløsninger.
Mix bogkasser og kasser af OSB-plader på væggen. Kasserne giver et godt overblik, og samtidig giver de rummet masser af personlighed.
Bogkasserne kan købes hos fx Trævarefabrikkernes Udsalg.
Vandrør har efterhånden fået flere og flere funktioner i indretningen. Hvis du vil have et lidt mere råt og industrielt look, kan du bruge vandrør som din garderobeopbevaring.
Du kan vælge at lave et tøjstativ med hylder i flere niveauer. Du kan lave løsningen selv eller få det skræddersyet hos et firma som fx RackBuddy.
Indretning af hvilket som helst rum med skråvægge kan være udfordrende, især hvis du skal installere et garderobeskab. Her kan du blive inspireret af nogle garderobeløsninger, der tager højde for de skrå vægge.
En nem, billig og fleksibel måde at få plads til dit tøj under en skråvæg, er med et tøjstativ. Det giver mere overblik over din garderobe end hvis du har et indbygget skab med låger.
Hvis du vil undgå, at der bliver for meget spildplads, kan du bygge et skab ind i væggen og bruge pladsen ovenover til opbevaring.
Mange har en drøm om et walk-in closet, og hvis du er en af de heldige, der har plads til dette, kan du hente inspiration nedenfor.
Ofte er walk in-closets hvide, men et mørkt et af slagsen kan være lige så stilfuldt. Hvis du sørger for at beholde en hvid væg og lade masser af lys komme ind, kan det mørke træ skabe en smuk kontrast. Det er firmaet Simonsen og Czechura, der står bag dette walk in-closet.
Der findes utallige løsninger på garderobeskabe og opbevaring. Klædeskabe og bare generelt garderobeopbevaring er noget der fylder meget i et hjem, hvorfor det skal passe til ens egen personlige stil.
Det skal passe til indretningen og samtidig ikke være for stort. Når det kommer til garderobeopbevaring, handler det om, at udnytte den plads man har på det bedst mulige måde.