Drikke

Vinmenu til restaurant i eget hjem

Mad & Boligs vinskribent Malene Smidt Hertz har udvalgt en række vine, der passer til gæstemenuen "Restaurant i eget hjem"
af Redaktionen 2.08.2012

FORRET
Hummer med ærter, agurk og fnuglet mayonnaise
Intenst og sødmefuldt hummerkød lægger op til stor hvidvin. Her kommer de største Bourgogner til deres ret (Chassagne og Puligny Montrachet). Til kold hummer er en klassisk Sauvignon Blanc fra Loire (Sancerre & Pouilly Fumé) eller en champagne også en god mulighed.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvidvin, champagne eller rosé
1. En stor hvid Bourgogne ville være oplagt, men den danske hummer, jeg testede, var dog så kraftig, at jeg måtte ændre kurs. Ossian er stor spansk vin i burgundisk forklædning. Ossian 2009, Castilla y León, Spanien. 259,95 kr. (Theis Vine).

2. Blanc de Blancs betyder, at champagnen er lavet på 100 % grønne druer, Chardonnay, hvilket er oplagt til hummer. En elegant, mellemfyldig og supersprød champagne lavet på druer fra nogle af de bedste marker i området. 2002 Delamotte Champagne Blanc de Blancs, Frankrig. 299 kr. (Philipson Wine).

HOVEDRET
Rosmarinstegt kalvefilet med tomatconcassé og courgetteruller
Hovedrettens tomatconcassé er retningsgivende for valg af vinen. Både tomaten og hvidløget er kraftige smagsgivere. Gå efter en solmoden vin, der er både saftig og let sødmefuld i sit udtryk.

Rosé eller rødvin
3. En frisk og frugtig rosé med god dybde, der matcher maden på fineste vis og trækker fylden frem i vinen. Testede den også til forretten, hvor den passede rigtig fint. 2011 Château de Marsan, Bordeaux Rosé, Frankrig. 89,95 kr. og/eller to flasker for 150 kr. (SuperBest).

4. Paul Dolans Zinfandel har fået lidt alder og er derfor velfungerende til kalvekødet uden at være for kraftig. Den har en flot kirsebærsyre og masser af smag uden at være direkte kraftig. 2008 Paul Dolan Zinfandel, Mendocino, Californien, USA. 175 kr. (www.wine.dk).

5. Vinene fra Châteauneuf-du-Pape kan være voldsomme og alkoholiske, men denne forener intensitet og elegance på fornemste vis. Masser af varme og sol i glasset med fine noter af blåbær, engelsk lakrids og en lang flot finale. 2009 Châteauneuf-du- Pape, Domaine la Roquète, Frankrig. 319,95 kr. (Theis Vine).

DESSERT
Vaniljeparfait med bær og chokolade
Desserten kan faktisk klare sig uden vin, og de mange smagskomponenter kan også være en udfordring. Vælg en Asti, der med sin aromatiske og liflige alkohollette profil fungerer fint til hindbær, blåbær og vaniljeparfait. Asti Spumante

6. Blomsterduft af Muscat-druen og grønne æbler. Smagen er sød og frisk med fylde og krydderi. Asti Spumante Fontanafredda, Piemonte, Italien. 75,95 kr. (Kvickly eller SuperBrugsen)

Få opskrifter på hele gæstemenuen her