Det er godt nok sjældent, man kan kalde en kage for sund, men når der er gulerødder i, kan man vel godt lade som om.
Selvom grøntsager og kage ikke virker som den oplagte kombination, er gulerodskage gået hen og blevet lidt af en klassiker.
Og man forstår det jo godt. Gulerødderne tilfører både kagen en skøn fugtighed og lækker struktur.
Denne opskrift på gulerodskage er blevet tilsat et eksotisk twist af syltet ingefær.
Gulerodskage med syltet ingefær og flødeosteglasur
8 personer
Det skal du bruge:
• 1 dl solsikkeolie
• 4 æg
• 175 g brun farin
• Reven skal og saft af 1 usprøjtet lime
• 250 g hvedemel
• 2 tsk bagepulver
• 2 tsk stødt kanel
• 1 knivspids salt
• 350 g gulerødder
• 1 glas syltet ingefær (ca. 125 g), gem lidt til pynt
• 150 g blandede, hakkede nødder, fx mandler og hasselnødder, gem lidt til pynt
Flødeosteglasur:
• 220 g flødeost naturel
• 125 g flormelis
• 25 g smør
Gulerodskage: Pisk olie og æg godt sammen i en røreskål. Tilsæt farin og rør. Kom limeskal og -saft i æggemassen sammen med mel, bagepulver, kanel og salt, og rør godt sammen. Riv gulerødderne groft. Afdryp ingefæren, og hak den fint.
Vend gulerødder og ingefær i dejen sammen med nødderne.
Kom dejen i en rund bageform, ca. 24 cm i diameter, beklædt med bagepapir. Bag gulerodskagen midt i ovnen ved 175° i ca. 60 min. Lad den nybagte gulerodskage afkøle.
Flødeosteglasur: Pisk alle ingredienser til glasuren glat, og smør den i et jævnt lag over din gulerodskage. Hak et par syltede ingefær fint, og drys dem i midten af kagen sammen med finthakkede nødder.