Belysning

8 hjem med lysekroner

AF: af Redaktionen. Foto: Kira Brandt.
25.02.2021
Lysekroner kommer i mange farver og former. Den smukke forgrenede lampe har en lang historie bag sig. Her får du historien og tips til, hvor og hvordan den kan hænge i dit hjem.

Lysekronens historie

Den smukke lampe stammer helt tilbage fra middelalderen. Dengang var lysekronen et statussymbol og tilhørte kun de rige. I gamle dage var lysekronen fyldt med vokslys, som du måske også kan huske fra kirkerne, før de fik de moderne LED-lys. I slutningen af 1800-tallet, hvor elektricitet overtog, fik lysekronen en forringelse i dens status og blev derfor ikke set som noget særligt længere. Siden da har den udviklet sig både i sit udtryk, form og praktiske forstand. I dag er lysekronen tilbage i både gammel og ny forstand.

En lysekrone i dansk design

Måske kender du den moderne stammekrone designet af Poul Henningsen. Den er et godt eksempel på, hvordan lysekronen har fået lov at udvikle sig og pludselig passe ind i det moderne og minimalistiske hjem.

Poul Henningsen stammekrone

Foto: Louis Poulsen.

Hvor højt skal lysekronen hænge?

Lysekronen er kendt som en effektiv lyskilde. Hvis du ønsker meget lys over middagsbordet, er den ikke helt ideel, da lyset mest går opad på grund af formen. Hvis du derimod ikke har brug for alverdens lys, er der en god tommelfingerregel for hvor højt den skal hænge. En almindelig spisebordslampe skal hænge 55-70 cm over bordet afhængig af størrelsen, mens en lysekrone bør hænge 75-80 cm over bordpladen.

Inden du køber en lysekrone, bør du også overveje, om rummet kan bære det. En anden tommelfingerregel er nemlig, at den bør hænge mindst 200 cm over gulvet. Med det sagt er alle hjem forskellige og det samme gælder for lysekroner. Derfor er det en vurderingssag, om dit hjem kan bære en lysekrone.

SE OGSÅ: 35 lamper over dit spisebord

Kan alle rum have en lysekrone?

Den moderne lysekrone bruges bedst over et spisebord eller i en høj entre. De er ofte større og bredere end de gamle klassiske lysekroner. Det betyder også, at lyset ikke på samme måde bliver kastet opad. De mere antikke lysekroner derimod kan bruges næsten alle steder i hjemmet. De er smukke i soveværelset ned fra stukken og over spisebordet. En lysekrone giver et utroligt lys i rummet med dens forgrenede lamper. Jo mere krystal og ornamenter desto mere prangende ser den ud.

Lysekroner findes i et væld af materialer og prisklasser, så der er lidt til enhver smag.

Se de 8 smukke lysekroner her

Spisebord med Murano lysekrone

Foto: Christina Kayser O.

Denne spisestue er indbegrebet af vintage med dens rustikke møbler og klare krystalkrone. Den flotte lysekrone er fra Venini, og er lavet i Murano-glas.

Spisebord med sort lysekrone

Foto: Birgitta Wolfgang Drejer

Lysekronen får her lov at spille en stor rolle i rummet med dens sorte stel. Den kan med fordel bruges i indretningen som her med mange andre mørke elementer i spisestuen, så der kommer et gennemgående tema. Lysekronen er fra Flos.

Spisebord med sort lysekrone

Foto: Wotkjær og Kattrup

I en pyntet og afslappet sommerhusstemning giver en antik sort lysekrone en god blanding af stilarter. Lysekronen passer så fint til den gamle brændeovn.

Murano lysekrone /Krystalkrone
Foto: Kira Brandt

Endnu en smuk og mere enkel lysekrone fra Murano i glas lavet i 1950’erne. Murano er italiensk vintage og gør noget godt i ethvert rum. I denne spisestue er farverne meget nedtonede undtagen stole og vase — det er også en måde at bruge lysekronen på, hvis du ikke ønsker, den skal larme alt for meget.

Ebeltoft Glasmuseum: stor lysekrone

Foto: Josefine Gammelgaard

Det er de færreste, der har en hall som denne på Ebeltoft Glasmuseum, men man skal stadig have lov at drømme. Den gigantiske lysekrone giver et indspark af moderne kunst i et meget minimalistisk område.

Hall med lysekrone

Foto: Søren Staun

Hvis du har en entre med højt til loftet som her, vil en lysekrone hænge så smukt midt i rummet. Denne smukke villa fra 1930 er indrettet lyst og personligt. Det bridrager lysekronen godt til. Lysekronen er fra Fil de Fer.

Moderne lysekrone

Foto: Søren Staun

Er du ikke til den traditionelle lysekrone, er der de sidste år kommet mange nyfortolkninger af lampen. Her en stor lysekrone med mange lamper i én, som lyser flot op i rummet.

Arvet lysekrone over spisebordet

Foto: Birgitta Wolfgang

I denne åbne spisestue hænger lysekronen smukt ned fra stukken. Med designklassikere som Y-stolen og Le-klint pendlen i hjørnet, giver lysekronen et personligt touch i indretningen.

Sponsoreret indhold