Drikke

Guide: Sådan laver du de lækreste nytårscocktails

Nytåret står for døren, og i den anledning giver en af Danmarks bedste bartendere sit bud på tre festlige favoritcocktails, som alle kan lave derhjemme.
af Line Sølvhøj Johansson / Foto: PR19.12.2013

En god cocktail hører nytåret til, og der må gerne være flere af dem i løbet af nytårsaften. En lækker velkomstdrink, en skøn drink til at skåle nytåret ind med og en passende drink, når du og dine gæster har set på fyrværkeri i kulden og igen vender tilbage til den varme stue.

Hardeep Rehal, som er tredobbelt vinder af DM i cocktail og barchef fra den populære cocktailbar 1105, giver her sine egne opskrifter på tre lækre cocktails. Han har sammensat tre cocktails, som tager udgangspunkt i Tanqueray Ten-gin, Ron Zacapa 23-rom og whiskyen Johnnie Walker Gold og blander dem med ingredienser, som mange har tilovers fra julens madretter.

"Bubbly Cherry"
Nytår og champagne går hånd i hånd. Så hvorfor ikke byde dine gæster velkommen til en smuk og frisk champagnecocktail? Syren fremmer sulten, og man bliver generelt bare glad af champagne. Genbrug kirsebærsovsen, som var tilovers fra risalamanden.

Det skal du bruge:
3 cl. Tanqueray Ten
2 cl. friskpresset citronsaft
1 cl. lage eller siruppen fra kirsebærsovsen
10 cl. champagne.

Læs også: 10 lækre desserter til nytår

Sådan gør du:
Gin, citronsaft og kirsebærsirup shakes sammen og sies over i et champagneglas, som toppes med champagne. Garner med de syltede kirsebær fra kirsebærsovsen og skallen fra den pressede citron.

"Amaretto 23"
Passer champagne egentlig til kransekagen? Spørger du en kok, tjener eller en vinmand, vil ingen af dem anbefale at drikke champagne til kransekagen. Tværtimod, for det passer på ingen måder harmonisk sammen. Prøv i stedet at drikke en cocktail til kransekagen, som man kan skræddersy, så den matcher sødmen i kagen. Så kan du gemme den gode champagne til middagen eller efter nytårsbraget.

Det skal du bruge:
3 cl. Zacapa 23
2 cl. amaretto
3 cl. friskpresset citronsaft
2 cl. sukkerlage
2 cl. æggehvider (pasteuriserede æggehvider kan også bruges)

Sådan gør du:
Alle ingredienser shakes sammen godt og længe, indtil man skaber en god skummet drink. Sies over i et oldfashioned glas (lowball) med isterninger. Garner med en skive citron, og evt. lidt revet chokolade over.

Læs også: Find den perfekte champagne til nytår

"Hot Buttered Scotch"
Efter man har stået og frosset i kulden og set på nytårsfyrværkeriet, vil man gerne have varmen igen. Den nemmeste måde er med god alkohol. Her et twist på en varm cocktail, der har givet varmen til mennesket i næsten 100 år. Med denne cocktail kan du erstatte din Irish Coffee med ynde, stil og velsmag.

Det skal du bruge:
5 cl. Johnnie Walker Gold
2 - 3 teske rørsukker eller brun farin
Stødte julekrydderier (allehånde, kanel, nelliker, kardemomme, stjerneanis)
8 - 10 cl. kogende vand
1 teske smør
Muskatnød

Sådan gør du:
Kom lidt af det varme vand i bunden af et vinglas, opløs sukkeret i vandet. Kom herefter krydderier og whisky i rør godt rundt. Hæld resten af det varme vand og smørret i, rør en smule rundt og slut af med revet muskatnød påtoppen. Garner med et par hele stykker af de krydderier, der er i drinken. F.eks. en kanelstang eller stjerneanis eller hvad du har tilbage fra glöggen eller julesmåkagerne.

Sponsoreret indhold