Kager

Lagkage med marcipan

En lagkage med låg af marcipan er rigtig flot og lækker. Men det behøver ikke være forbeholdt konditorlagkager, for det er enkelt selv at lave.
af Carsten Kyster5.05.2009Foto: Columbus Leth

En lagkage overtrukket med marcipan er superflot og gør kagebordet lidt ekstra festligt. Denne lagkage er også pyntet med ladyfingers, men har du marcipan i overskud, kan du også pynte din lagkage med marcipanroser.

Fyldet i denne lagkage er klassiske med flødeskum og bær, men du kan variere fyldet lige efter din smag. Prøv fx at fylde din lagkage med kastanjecreme. Opskriften får du her

Lagkage

2½ dl piskefløde
2½ dl cremefraiche 38 %
2 spsk flormelis
200 g let optøede hindbær
3 lagkagebunde

Marcipan

700 g marcipan
6 spsk flormelis

Pynt

50 g hvid chokolade, smeltet
13 englefingre (ladyfingers), skåret i halve

Sådan laver du lagkage

Pisk fløde, cremefraiche og flormelis til en cremet konsistens. Vend hindbær deri.

Fordel cremen på 2 lagkagebunde, og læg dem sammen. Læg den sidste bund på toppen, og pres dem forsigtigt sammen, så cremen kommer helt ud til kanten.

Kør en paletkniv rundt om din lagkage, så cremen kommer helt på plads mellem lagkagebundene. Så er din lagkage klar til dekoration.

Vil du pynte din lagkage med marcipanroser? Se her, hvordan du laver dem

Sådan laver du overtræk af marcipan

Trin 1

Bland marcipan med flormelis. Ælt flormelissen godt ind i marcipanen, det skal gøres hurtigt, så marcipanen ikke bliver for varm.

Trin 2

Lav marcipanlåget i denne størrelse: Lagkagebundens diameter + 2 gange den færdige lagkages højde + 3 cm. Bank marcipanen ud mellem to stykker bagepapir, og rul den ud, til den har det rigtige mål.

Trin 3

Løft marcipanlåget fra bagepapiret, og læg det forsigtigt hen over din lagkage, så der er nogenlunde lige meget marcipan hele vejen rundt.

Trin 4

Pres med fingrene forsigtigt marcipanen på plads hele vejen rundt i kanten, og skær den overskydende marcipan af.

Trin 5

Smør de halverede englefingre med den smeltede chokolade, og tryk dem let fast langs kagens kant. Bind et bånd om kagen, og drys blomster over - ranunklerne her er kun til pynt.

Sponsoreret indhold