Créme brûlée er en lækker fransk dessert, som altid vækker begejstring omkring bordet. Få opskriften på klassikeren her!
af Camilla Zarah Lawes & Line Sølvhøj Johansson.7.01.2014Foto: Columbus Leth.
Créme brûlée betyder brændt creme og er en skøn, fransk dessert, som ovenikøbet er nem at lave. Flamber sukkeret på toppen, anret desserten med friske bær og hør, hvordan dine gæster vil rose den lækre dessert.
Ingredienser
1 vaniljestang
2½ dl piskefløde
2½ dl sødmælk
10 æggeblommer (evt. 5 bægre pasteuriserede)
90 g sukker
Fint rørsukker til pynt
En brænder
12 små ovnfaste skåle
Sådan laver du créme brûlée
Tag kornene ud af vaniljestangen (gem dem), og kog piskefløde og sødmælk op med vaniljestangens bælg.
Rør æggeblommerne sammen med sukker og vaniljekorn.
Fjern vaniljebælgen, og hæld den kogende mælkeblanding i æggeblommeblandingen i en meget tynd stråle, mens du forsigtigt rører med en gummiskraber. Test, om cremen har sat sig, ved at dyppe en træske i den og tegne en streg med en finger midt på træskeen. Hvis cremen render sammen, så rør lidt længere.
Afkøl cremen, og fordel den i små ovnfaste skåle. Bag dem i cirka 1 time og 10 minutter ved 105º midt i ovnen. Cremen skal være fast, når du forsigtigt rører ved den. Afkøl cremen, og stil den på køl, til den er helt kold.
Tag cremen ud lige før servering, drys med rørsukker, og brænd forsigtigt, så sukkeret smelter til karamel. Server straks.