Verbena bonariensis, Kæmpeverbena, er en af sensommerens fineste planter.
Blomster & Planter

Pasning og pleje af Verbena — Kæmpeverbena

AF: Af Kenn Römer-Bruhn, Foto Kenn Römer-Bruhn og Jytte Boch
29.08.2024
Verbena bonariensis, Kæmpeverbena, er en af sensommerens mest elegante planter. Dens smukke lilla blomster står flot i sensommerhaven, og bierne flokkes omkring den. Læs mere om den smukke plante her.

Verbena bonariensis, Kæmpeverbena, er egentlig en staude, men kan nogle steder opføre sig som enårig. Planten stammer fra Sydamerika, og den er vildtvoksende i både Brasilien og Argentina. Her vokser den på solrige steder i veldrænet jord omgivet af store græsser.

Plantefakta: Verbena bonariensis, Kæmpeverbena

  • Højde: 100-150 cm
  • Blomsterfarve: Lilla
  • Blomstring: August til oktober
  • Placering: Sol
  • Jord: Ingen særlige krav
  • Pasning: Ingen særlige krav
  • Planteafstand: 30-40 cm
  • Spiselig: Nej

Verbena - en staude med størrelse

Verbena bonariensis er en opret staude, som kan blive over halvanden meter høj. Det er vigtigt at huske på, når du sætter planten, så den ikke skygger for de andre planter i bedet.

Planten har fine mørkegrønne savtakkede blade, som dog ikke syner af meget, da blomsterne sidder på høje bladløse stilke. Fra august til oktober blomstrer den med små lilla blomster samlet i fine skærme.

Blomsterne på kæmpeverbena tiltrækker mange forskellige slags insekter, og både bier, sommerfugle og svirrefluer svæver omkring de fine skærme.

Kæmpeverbena overlever som regel ikke vores vinter, men har vi en god sommer, modnes frøene, og så er den i stand til at så sig selv. På den måde kommer verbenaen næsten til at virke som en staude, da du kan nyde den i haven flere år i træk.

Verbena med en sommerfugl på

Sådan sår du selv Verbena bonariensis, Kæmpeverbena

Du kan i løbet af foråret købe Verbena bonariensis, Kæmpeverbena, på planteskoler rundtomkring i landet, men du kan også sagtens lave planterne selv. Omkring marts måned sår du frøene indendørs og stiller dem til side ved stuetemperatur nogle dage. Herefter flytter du dem til et køligt sted, og efter et par uger flytter du dem igen tilbage til et rum med stuetemperatur.

Når de fine småplanter har fået sit andet sæt blade, kan du prikle dem ud i potter. Potterne skal fortsat stå inde, men fra maj kan du begynde at stille dem ud. Du kan plante dem på det blivende voksested, når de er begyndt at forgrene sig. Du skal huske, at planterne skal placeres i fuld sol i en almindelig god havejord. Og selvom det er en tørketålende plante, er det vigtigt at vande de nyudplantede småplanter jævnligt, indtil de har fået godt fat.

Sponsoreret indhold