Belysning

Sådan vælger du den rigtige sakselampe

AF: af Redaktionen. Foto: Peter Kragballe, Mia Mortensen, Charlotte Schmidt Olsen og PR.
1.02.2022
Sakselamper er både pæne og praktiske, og du kan både finde dem retro på loppemarkeder og fra ny i butikkerne. Se her, hvordan du vælger den rigtige til dit hjem - og gå på opdagelse blandt de smukkeste retro sakselamper.

Der hang sandsynligvis en i dit barndomshjem, og nu spekulerer du på, hvad der egentlig blev af den?

Vi forstår dig godt, for de smukke retro sakselamper, som mest af alt forbindes med modellen fra Le Klint, er i dén grad tilbage i de danske hjem - de nemlig både pæne og praktiske: Lyskilden kan peges i den retning, du har brug, og lampen passer ind i køkken såvel som arbejdsværelse og stue.

Sakselamperne er egentlig industrielle og funktionelle arbejdsslamper sprunget ud af Bauhaus-traditionen i 1920'erne-1930'erne, men i dag er vi vilde med dem igen, og de er relativt nemme at finde på loppemarkeder og butikker med retro interiør. Har du ikke tålmodigheden til det, så fås de også helt nye og ubrugte i både dyre designversioner eller til en mere betalelig pris.

Når du skal vælge, hvilken sakselampe der skal flytte ind hos dig, kan du tænke over, hvilke materialer der passer ind i dit hjem. Klassikeren fra Le Klint er af egetræ og med den karakteristiske plisserede lampeskærm. Men den fås i flere farver og træsorter, og lampeskærmene varierer en smule. Le Klints sakselampe tilfører varme og hygge.

Er du til det industrielle look, kan du gå efter Kaiser Idell-lampen for Fritz Hansen, der er i metal og med sine stringente linjer har stærke referencer til Bauhaus-bevægelsen i 1920'erne. Den kan dog skabe et lidt "hårdt" udtryk, hvis du generelt har indrettet dig med kolde farvetoner, marmor, sten, metal og få tekstiler.

Du kan også gå på jagt efter en sakselampe i auktionshuse, genbrugsbutikker eller loppemarkedet. Skriv f.eks. "sakselampe" i søgefeltet hos auktionshusene, eller hav dit åbne sind med dig, når du leder i retrobutikker og på loppemarkeder. Der findes nemlig uanede muligheder for at finde helt specielle lamper af ukendte designere til næsten ingen penge.

4 smukke, retro sakselamper, der vil fuldende dit hjem

Der findes masser af smukke sakselamper i alle prisklasser! Måske du kan finde en favorit blandt modellerne her?

1. Sakselampe fra Le Klint

Designeren Erik Hansen kom i kontakt med Le Klint tilbage i 1950’erne, da han var på udkig efter en skærm til den lampe, han havde designet og produceret. Le Klint viste straks interesse for lampen, og han gik derfor i gang med at videreudvikle produktet til det, der i dag er kendt som Sakselampen - eller saxlampen.

Lampen fås i forskellige træsorter og farver, og som en harmonika kan den trækkes ud og skubbes ind, alt efter hvor du har brug for lyset. Den foldede hvide lampeskærm hører til, men du kan nemt skifte den ud med en anden, hvis du ikke har den originale.

Du kan også finde lignende lamper på loppemarkeder og i genbrugsforretninger, hvis budgettet ikke lige rækker til den originale.

2. Kaiser Idell-sakselampe fra Fritz Hansen

Bauhaus-klassikeren Kaiser Idell står for stilrent og stringent design, og lampen her, som har model 6718, kom på markedet tilbage i 1936. I en årrække var den ude af produktion, men i dag produceres lampen hos Fritz Hansen, hvor den fås i flere farver.

Du kan også gå på jagt efter lampen på loppemarkeder, hvor du kan være heldig at finde den til omkring det halve. Kig også i butikker, der specialiserer sig i lækre retro- og designsager eller på DBA og Ebay, hvor lignende modeller findes.

3. Sakselampe i metal

Væglampen Markslöjd fra Ellos har saksestel og tydelige refeerencer til Bauhaus-lamperne fra Kaiser Idell med sit stilrene og industrielle look. Den er bare langt billigere, og så fås den både i sort og i farvekombinationen sort og messingfarvet.

4. Sakselampe fra Le Klint i røget eg

Sakselampen fås i flere forskellige træsorter og i varierende designs. Denne er i røget eg og passer perfekt ind dit hjem, hvis du vil skabe dybde og konstrast til lysere vægge. Den mørke farve bidrager desuden med varme til rummet.

Sakselampen - eller saxlampen, som den også kaldes - fås også, hvor lampeskærmen sidder over selve lampen. Du kan også få en lampeskærm, der er mere firkantet i modsætning til den trekantede på billedet.

Sponsoreret indhold