Strukturer, farver, fylde og skrøbelighed harmonerer utroligt smukt i naturens vilde blomster og kan næsten ikke mikses og matches forkert. Blomsterne har lang holdbarhed og kan mikses i det uendelige, så giv den gas, og bind både store og små buketter med de blomster, du finder på din vej. Vi har samlet lidt inspiration og tips til din blomsterjagt og –binding herunder!
Lilla harmoni
Muse-vikkens blåviolette farve står flot sammen med den lysere blåklokke og giver en smuk tone i tone-harmoni. Arrangér blomsterne i en smuk glasvase, som fremhæver bukettens lilla nuancer endnu mere.
Blade i fokus
Røde og grønne blade fra bærbuske som hindbær, brombær og stikkelsbær giver flot fylde til selv den lille og lave buket. Her er bladene sat i en fin lille glasvase sammen med rødkløver, moskus-katost og stedmoderblomster.
Højt på strå
Mange af forårets grøftekantsblomster vokser sig flotte og høje, og tilsætter du græsstrå i buketten, kan du få god højde på den. Til denne majestætiske buket er brugt forskellige græsser, røllike, muse-vikke, blåklokke, blåhat, kamille og engelsk græs. Sørg for, at de korteste stilke er placeret yderst i vasen, og arbejd dig opefter til de højeste strå i midten.
Godt grej til turen
Hvad enten du går tur i skoven, ved sommerhuset eller langs markerne, er det altid en god idé at medbringe en kurv og en havesaks til at høste og opbevare dine blomsterfund i. En pose med vådt køkkenrulle er også en god idé, så blomsterne ikke klasker sammen, inden du når hjem til huset igen.
Grene i godt selskab
Det er flot at bryde de traditionelle buketter med et par rustikke grene, som også giver fylde i buketten. Mange af vinterens grene har stadig mos på sig, og de skaber en flot kontrast til de sirlige og sarte forårsblomster. Her er lavet en fin rosa buket med okseøje, moskus-katost, røllike og naturens grene. Buketten står i en gammel kande, der snildt kan fungere som vase, da den holder buketten stram foroven.