forhæng i patchwork
DIY

DIY: Sy et flot forhæng i patchwork

AF: af Dejong Studio. Foto: Kolorit Media
20.02.2022
Personliggør dit køkkenskab eller vitrineskab, og lav et unikt forhæng med pojagi-teknikken. Det er både bæredygtigt, billig og super dekorativt. Følg den nemme DIY-guide her.

Grundfilosofien bag pojagi-teknikken er, at man syr stofresterne tilfældigt sammen ligesom patchwork – det skal helst ikke være for perfekt. Den koreanske teknik er perfekt til at upcycle gamle stofrester og kreére nye fine ting til hjemmet.

Her har vi tryllet forskellige stofrester om til et smart og flot forhæng, der kan laves i mange forskellige størrelser, farver og former. Og bare rolig, du behøver slet ikke være den store sy-mester for at lave det. Følg bare den nemme DIY-guide herunder.

DIY-guide: Sy et flot forhæng med pojagi-teknik

Vi har sammensat stofrester i neutrale jordfarver, men du kan give forhænget dit helt personlige præg ved at vælge farver, tekstur og mønster, der passer til din bolig.

Så find bare stofresterne frem og sæt i gang!

Det skal du bruge til at sy et forhæng i patchwork

  • Stofrester i nude, grå og sorte toner
  • Sytråd
  • Saks
  • Nåle
  • Symaskine
  • Strygejern

TIP: Hvis du ikke har stofrester, kan du også upcycle gamle lagener, duge eller skjorter. I genbrugsbutikkerne kan man også finde mange fine stofrester.

Sådan syer du et flot forhæng i patchwork

  1. Klip firkanter ud i forskellige størrelser, og sammensæt dem i den rækkefølge, som du finder smukkest.

  2. Start herefter med 2 stykker stof, som du lægger oven på hinanden.

  3. Placér det øverste stykke stof 1 cm længere nede end det bagerste.

  4. Fold derefter sømrummet ned over det øverste lag, og hold folden fast med et par nåle.

  5. Sy en stikning ned langs den rå kant ved at bruge trykfodens bredde (ca. 8 mm sømrum). Fold derefter stykket ud, og pres sømkanten mod venstre, så den rå kant skjules herunder.

  6. Brug et strygejern hver gang til at presse folden flot. Gerne både på for- og bagsiden.

  7. Sæt evt. et par nåle i igen for at fastholde sømrummet, og stik nu med en trykfodsbredde ned langs venstre side. Den rå kant er nu gemt, og dit stofstykke har reelt 2 forsider nu.

  8. Fortsæt nu arbejdet med at sammensætte flere felter ud fra samme princip, og sy dem sammen lidt efter lidt til et større stykke.

Sponsoreret indhold