DIY pojagi
DIY

Upcycling: Tryl gamle stofrester om til gardiner i pojagi-patchwork

AF: af Dejong Studio. Foto: Kolorit Media
12.07.2024
Har du gamle stofrester liggende, kan du nemt bruge dem til at pifte boligen op med f.eks. et nyt gardin. Med den koreanske pojagi-teknik kan enhver være med til at sy egne tekstiler. Se, hvordan du laver et flot gardin med guiden her.

Pojagi-gardiner giver det smukkeste lysindfald, når man hænger dem frit op som en rumdeler eller i vinduet. Du kan i princippet altid sy flere felter eller baner på dit pojagigardin, hvis det skal være bredere eller længere.

Pojagi er en koreansk patchwork-teknik, der er super dekorativ i hjemmet. Det er et perfekt DIY-projekt, der er nemt at lave og kan tilpasses enhver stil. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvordan lige netop dit pojagi-patchwork skal se ud. Kom godt i gang med vores nemme DIY-guide herunder.

DIY-guide: Sy et flot pojagi-gardin af stofrester

Symetoden gør, at gardinet bliver reversibelt og derfor smukt at se på fra begge sider i modsætning til almindeligt patchwork, hvilket gør det muligt at bruge som rumdeler i f.eks. stuen eller sommerhuset.

TIP: Inden du syr pojagi-gardiner, kan det være en hjælp at lægge stofstykkerne op på gulvet eller et stort bord i det mønster, du kunne tænke dig. Så har du overblik over, hvilken bane der skal sys før den anden.

Det skal du bruge til at lave en pojagi-gardin:

  • Stofrester i rødlige og hvide toner med forskellige strukturer
  • Sytråd
  • Saks
  • Nåle
  • Symaskine
  • Strygejern

Sådan syer du et pojagi-gardin:

  1. Klip firkanter ud i forskellige størrelser, og sammensæt dem i den rækkefølge, som du finder smukkest.
  2. Start herefter med 2 stykker stof, som du lægger oven på hinanden.
  3. Placér det øverste stykke stof 1 cm længere nede end det bagerste.
  4. Fold derefter sømrummet ned over det øverste lag, og hold folden fast med et par nåle.
  5. Sy en stikning ned langs den rå kant ved at bruge trykfodens bredde (ca. 8 mm sømrum). Fold derefter stykket ud, og pres sømkanten mod venstre, så den rå kant skjules herunder.
  6. Brug et strygejern hver gang til at presse folden flot. Gerne både på for- og bagsiden.
  7. Sæt evt. et par nåle i igen for at fastholde sømrummet, og stik nu med en trykfodsbredde ned langs venstre side. Den rå kant er nu gemt, og dit stofstykke har reelt 2 forsider nu.
  8. Fortsæt nu arbejdet med at sammensætte flere felter ud fra samme princip, og sy dem sammen lidt efter lidt til et større stykke.

Sponsoreret indhold