Brug de søde stofposer til kalender- eller adventsgaverne eller som luksusindpakning til de gaver, der skal ligge under træet. Det er nemmest at brodere først og derefter sy stoffet sammen til en pose, men hvis du har hvide stofnet liggende, som du gerne vil pifte lidt op, så kan du også sagtens det. Pas blot på, at du ikke kommer til at sy posen sammen.
Det skal du bruge til stofposer til adventsgaver:
Begynd med at klippe et stykke stof, der måler L 63 x B 27 cm, og sy det i zigzagmønster rundt i kanten, så trådene ikke løber. Fold stoffet på midten, og spænd broderiringen godt fast midt på stoffet. Når ringen er spændt, kan du forsigtigt tegne et tal med blyant.
Brodér dit tal med stikkesting, også kaldet bagsting, og brodér gran med Y-sting eller efter samme måde, som granet er broderet på kortene på forrige side. Du kan også lave små ”kogler” af franske knuder, som du kan finde en guide til på YouTube.
TIP: Når du skal til at sy poserne sammen, skal du bruge en symaskine, men du kan også godt sy dem sammen i hånden. Du kan finde alle materialer i Stof & Stil/Selfmade eller i lignende butikker.
Når du er færdig med at brodere, sys posen sammen. Tag dit stykke stof, og fold det på midten med den broderede side indad. Mål 2 cm ind fra kanten, og sæt nåle hele vejen rundt. Sy derefter begge sider med ligesøm.
Fold hjørnet op, sæt en nål i, og sy igen med ligesøm. Brug et målebånd til at måle, at hjørnet bliver foldet ens, så posen ikke bliver skæv, når den er færdig.
Fold nu kanten i toppen af posen 2 cm ned hele vejen rundt, og sæt løbende nåle i stoffet. Sørg for, at samlingerne i kanten sidder oven på hinanden. Sy rundt langs kanten med ligesøm.
Klip de overskydende tråde af. Herefter vender du vrangen på posen ud, så broderiet nu kommer frem. Kom gaven i posen, og bind en sløjfe med et natur- eller silkebånd. Stil den sammen med de andre gaveposer.