Tænd op for hyggen uden fare for dårligt indeklima ved at hækle et (eller flere) stearinlys. Med en glimtende piberenser i guldlook kan du snildt skabe idéen om en hyggelig flamme.
Lyset her måler Ø 2,8 x H 22 cm, men du kan sagtens hækle det længere.
Slå 33 luftmasker op. Vend på 1 luftmaske, og vend arbejdet. Hækl tilbage over de 33 luftmasker med fastmasker, til arbejdet måler 6,5 cm. Bryd garnet – lad der være en lang garnende til overs. Sy lyset sammen på langsiden med garnenden.
Sy den ene ende af lyset sammen som et gitter: Lav en række længdetråde på langs uden at stramme garnet. Lav tværgående vævetråde ved at føre nålen med garn skiftevis over og under længdetrådene, til hele hulet er lukket. Fyld lyset med pladevat. Fyld ekstra i, end du normalt ville, så lyset bliver fast i formen. Sy den anden ende sammen på samme måde som forrige.
Lav en væge: Slå 3 luftmasker op. Vend arbejdet. Før nålen ned i 2. luftmaske, og hent garnet, men lad det sidde på nålen. Fortsæt rækken ud.
Ved enden træk garnet igennem 1. maske, *hent garnet på ny, og træk igennem næste 2 masker*. Gentag *-* rækken ud. Før nålen ned i hver maske fra forrige række, og hent garnet, men lad det sidde på nålen. Tilføj 1 ekstra maske ved slutningen af rækken: Før nålen ned i masken i rækken under, hent garnet, og lad det sidde på nålen. Ved enden træk garnet igennem 1. maske, *hent garnet på ny, og træk igennem næste 2 masker*. Gentag *-* rækken ud.
Gentag forrige trin yderligere 4 gange, så du hele tiden tager ud til flere masker. Lav 1 luftmaske. Bryd garnet, og hæft ender.
Klip et stykke piberenser på ca. 6-7 cm. Buk ca. halvdelen et par gange, så det bliver lidt bølget, og ri det fast i bunden af vægen – den anden ende skal til sidst ned i selve lyset. Lav en ring af piberenser, så den er større end vægen, og buk den rundt om vægens ende. Stik vægen med piberenser ned i det hæklede lys. Sy det evt. fast med et par sting for at fæstne den.