Jeg rejser aldrig om sommeren, fordi jeg vil være herhjemme og nyde min have.
- Ghita Nørby
Tilbage til oversigten: Isabellas’ havekalender.
Tjeklisten:
Bliver komposten for tør i sommerheden, går omsætningen i stå, og der kan dannes skimmelsvampe inde i bunken. Vand komposten, hvis der er meget tørt. Fugtigheden skal være sådan, at du kan trykke vand ud af en håndfuld kompost. Bunken må dog ikke soppe i vand, da den så begynder at rådne.
Klip toppen af tomatplanterne, når de har nået taget i drivhuset, så planterne ikke vokser sig for store. Nip også de små hjørneskud af, som spirer frem i hjørnerne mellem stamme og blade. Så bliver der lys og luft til planterne, du nedsætter risikoen for meldug (fordi luftcirkulationen bliver bedre) og får masser af tomater, da planten vil bruge energien på frugtsætning frem for vækst.
Det er kirsebærtid, og nyplukkede, modne sødkirsebær er ren luksus. Det synes fuglene også, og de kan hurtigt rippe træet, så dæk det med et net, hvis du vil have bærrene i fred.
Bladlusene stortrives nu og kan hurtigt få planterne til at se kedelige ud eller give deforme blade, når de går løs på nye skud. Lusenes ekskrementer kaldes for honningdug og er en sukkerholdig substans, der får bladene til at glinse. På honningdug trives visse svampetyper, som farver bladene sorte. Hold udkig efter bladlus og spul dem væk med vandslangen, inden de når at gøre for stor skade.
Krydderurter til tørring skal helst høstes, før de begynder at blomstre. Skal de bruges friske, så lad dem bare blomstre, så de kan tiltrække bier og nytteinsekter til haven. Klip krydderurterne ned lige efter blomstring, så vil de skyde igen med nye, lækre blade.