Æbletræer er ikke kun en mulighed, hvis du har en stor have. De kan faktisk også dyrkes på meget lidt plads og selv i krukker. Det kræver bare, at du vælger et æbletræ, som egner sig til det. Æbletræer er typisk podet på en grundstamme, som er afgørende for, hvor stort træet bliver, og hvor hurtigt det vokser. Til dyrkning i krukker er små, langsomt voksende træer bedst, f.eks. såkaldte spindeltræer.
For at træet skal kunne klare sig i krukken, kræver det en stor krukke eller beholder på minimum 50 l. Ellers vil træet hurtigt blive for stort til potten og trives dårligt.
Bruger du en selvvandende krukke, skal der ikke et drænende lag i bunden, men blot fyldes en god krukkemuld i. Så vil kapillærkræfterne suge vandet op til træets rødder. Bruger du en almindelig krukke, så læg et drænende lag af lecakugler eller småsten i bunden, og sørg for, at krukkens drænhuller ikke er stoppet til. Over det drænende lag lægges et stykke fiberdug el.lign., hvorpå du fylder op med en god kvalitetsplantemuld.
Et spindeltræ har en kraftig, gennemgående midterstamme med tynde vand-rette sidegrene, der giver gode vilkår for frugtudvikling. Det fylder ikke så meget i haven, og det er nemt at høste frugter fra.
Spindeltræer er høje, søjleformede træer, som er podet på en middel eller langsomt voksende grundstamme. Sådan nogle grundstammer har navne som M7, M26 eller B9. Den sidstnævnte vokser langsomst og er derfor bedst egnet til krukker. Spørg efter dem på planteskolen.
Spindeltræer er af planteskolens gartnere formet ved hjælp af beskæring, så de får en særlig vækst, som passer til dyrkning på begrænset plads. Beskæringen gør, at der dannes mange blomsterknopper og siden frugt tæt på hovedstammen. Med en kompakt grenvækst er de oplagte som krukkevækster og kan bruges på altanen, den lille terrasse eller f.eks. som rumopdeler, når flere træer i krukker plantes på række.
Placér rodklumpen i mulden, og tryk den fast. Sørg for, at træet står lige og solidt.
Fyld efter med muld, så krukken er fyldt op, og træet står i samme dybde som i den potte, du købte det i. Sæt en solid plantepind som støtte.
Træer i krukker skal vandes ofte, men i efteråret er vandingsbehovet ikke stort. Nyplantede træer vandes dog igennem, så rodklumpen og jorden sætter sig. Selvvandende krukker kan i vækstperioden fra marts-oktober fyldes med vand, men skal tømmes, inden frosten sætter ind. Herefter skal almindelige som selvvandende krukker sættes i læ om vinteren. Om sommeren er det vigtigt at vande i dybden. Hvis du kun sjatvander, vil plantens rødder forblive i krukkens øverste jordlag og bliver derfor særligt udsat for udtørring.
Har det nyplantede træ enkelte lange, tynde grene, der stritter, kan de klippes af. På den måde kan du give træet en let studsning, så det holder spindelformen. Træer i krukker kræver generelt lidt mere beskæring end træer i haven, da det er med til at sikre, at træet ikke bliver for stort til potten og dermed mistrives.
For at holde vækstformen på dit spindeltræ er det nødvendigt løbende gennem vækstsæsonen at knibe og klippe skud og grene. Det er især toppen, der kan stikke af, og her gælder det om at klippe skuddene tæt ind i toppen af træet, så den får form som et juletræ. Det vil begrænse væksten i højden.
Sidegrene kan også stikke af. Her skal du fjerne de grene, som stikker i vejret og ind mellem andre grene, eller som stritter for meget ud af den form, du ønsker. Du kan beskære indtil august, hvorefter træet skal have fred og ro indtil løvfald.