Nyhøstede gulerødder
Havekalenderen

Havekalender | Uge 1

20.01.2021
20.01.2021 - af: Redaktionen. Foto: Claudi Thyrrestrup, Tia Borgsmidt.
Trods den lidt triste årstid, er der alligevel en håndfuld gøremål i haven denne uge. Med havekalederen for uge 1 i hånden, er der sikkert et par punkter til din arbejdsliste.

"Væksten følger saksen."
- Haveordsprog

Tilbage til oversigten: Isabellas' havekalender.

Inspiration til gøremål I HAVEN | Uge 1

Tjeklisten:

  • Dæk havens sarte planter til med grene fra juletræet.
  • Beskær busken, så den bliver tæt igen.
  • Gå dit vinterforråd igennem.
  • Plant julens løg ud i haven.

Genbrug juletræet

Smid ikke juletræet ud, men genbrug det i haven. Klip grenene af og læg over dine sarte planter og de bede, hvor du har lagt forårsløg. Det skærmer planterne imod frost og beskytter dem imod skader fra vejsalt, hvis bedet vender ud imod vejen. Flis af nåletræ er især godt som jorddække under surbundsplanter som rododendron og azalea.

Brug grenene fra juletræet til at dække havens sarte planter.

Gør busken tæt igen

Beskær løvfældende buske, der er blevet ranglede eller alt for store. Vinterbeskæring, mens planten er i hvile, vil få den til at skyde kraftigt til foråret fra både synlige knopper og sovende øjne, så den bliver tæt og flot. Kraftige hække som tjørn kan klippes i facon nu.

Gennemgå forrådet

Har du gemt æbler, pærer, rodfrugter og andre afgrøder fra køkkenhaven, så gå kasserne igennem. Fjern alt hvad der er råddent eller skimlet, så det ikke fordærver resten. Husk at halvrådne æbler og pærer er populære hos fuglene.

Opbevarer du porrer eller rodfrugter på bed, så grav eventuelt en mindre portion op til opbevaring i skur eller slået i jorden under en fiberdug, hvis vinteren tegner streng. Når jorden først er bundfrossen, er grøntsagerne ikke til at få op.

Tip: Husk at gå din frøbeholdning igennem og bestille det, du mangler. Du skal bruge dem, før du ved af det!

Red juleløgene

Julens afblomstrede løgplanter kan blomstre igen, hvis du behandler dem rigtigt nu.

Hyacinter stilles i et køligt lokale. Har de vokset på glas, så flyt dem til en potte med lidt jord. Plantes ud i april. De vil blomstre udenfor næste år, men kan ikke drives i blomst til jul igen.

Narcisser stillet køligt og lyst, og plantes ud til foråret. Husk at skille løgklumpen ad, og læg løgene med god afstand imellem.

Tulipaner, som har stået udendørs, kan blive stående i krukken og plantes ud, så snart man kan komme i jorden. Løg fra tulipanbundter vil sandsynligvis ikke blomstre igen.

Amaryllis skal stå med de grønne blade sommeren over, og kan drives i blomst igen indendørs til næste jul.

Husk at passe løgene godt med vand og næring, mens de grønne blade er fremme, da det er nu, de samler energi til næste års blomstring.

Sponsoreret indhold