Et minidrivhus er godt til dig, der kun har en altan eller en lille have til rådighed, men som ikke vil være foruden den glæde, det er at dyrke eksotiske frugter, planter og grøntsager.
At dyrke afgrøder i et minidrivhus kræver lys. Så hvis du har en nordvendt altan, skal du måske genoverveje, om det giver mening.
Du kan bygge dit eget minidrivhus, f.eks. af genbrugsmaterialer, eller du kan købe et. De er oftest lavet af plastik eller glas, og de fås i mange forskellige størrelser og former.
Du kan få nogle så små, at de kun kan rumme en enkelt potte, og som måske næsten mere er til pynt, selvom de stadig gavner planternes vækst. Her kan sukkulenter være ideelle, fordi de trives i varme, sol og kan tørre ud uden at tage skade.
Andre er f.eks. væghængte eller monteret ved husmuren og fylder mere i højden, så du kan dyrke planter, der vokser meget, som eks. tomat. Den slags vil passe godt ind på en terrasse eller en større altan.
Og så er der de minidrivhuse, som ikke er helt så mini, men som er mindre, end drivhuse normalt er. De er ideelle til dig, der har en mindre have, eller som ikke ønsker, at et drivhus skal fylde for meget.
Et minidrivhus kan egentlig det samme som et almindeligt drivhus, du har bare mindre plads at gøre godt med. Du kan både bruge det til at dyrke afgrøder og forspire.
Tomater er nemme at dyrke, men de fleste tomatplanter bliver temmelig store. Hvis du skal dyrke tomater i dit minidrivhus, bør du derfor gå efter mindre sorter af blomme- og cherrytomater samt busktomater. Der vil typisk stå skrevet på frøposen, hvor høj en sort bliver. Hvis din tomatplante vokser meget i højden, skal du knibe sideskud af. Tomater tåler ikke nattefrost.
Ligesom tomater bliver agurkeplanter store. Du skal derfor vælge mindre sorter af f.eks. skoleagurker. Agurker tåler ikke nattefrost.
Chili passer godt ind i et minidrivhus, fordi de ikke bliver så store. Chiliplanter skal stå lunt, men ikke i direkte sollys. De tåler ikke frost, og helst heller ikke temperaturer under 10 grader.
Derudover kan bladsalater dyrkes i minidrivhus, og de kan med fordel stå ved siden af tomatplanterne i bunden.
Citrontræer er glade for høj luftfugtighed og må ikke tørre ud. De vil have optimale forhold i drivhuse. De trives bedst med meget sollys, og de kan stå i minidrivhuset fra maj-september, hvorefter de skal rykkes ind til overvintring. Her skal de stadig stå lyst, og må stadig ikke tørre ud. Dog skal du passe på med at vande for meget, de har nemlig ikke brug for nær så meget vand i vinterhalvåret.
Kiwi er en sjov frugt at dyrke. Til et minidrivhus vil den lille sort, der hedder stikkelsbærkiwi, være et oplagt bud. Den blomstrer i juni/juli og sætter frugt i september/oktober, dog først efter tre år. Planten vokser meget, så den skal bindes op og desuden trimmes jævnligt, hvorfor den passer til minidrivhusets størrelse. Undgå skarp sol og nattefrost.
Timian, oregano, rosmarin og basilikum er alle nemme krydderurter. Timian er mere hårdfør end de andre og kan både tåle at tørre ud og stå i frost. Men hvis den skal spises, og det er jo en del af glæden, bør jorden holdes fugtig. De andre krydderurter skal, ligesom timian, stå så solrigt som muligt. Oregano, rosmarin og basilikum tåler desværre ikke frost.
Du kan også få minidrivhuse eller såkaldte såbakker, der er designet til at forspire frø i, og ellers kan du sagtens forspire i et af de mange andre slags drivhuse, der findes!
Kilder: bolius.dk, samvirke.dk