Kulden kan godt gøre, at man tøver lidt, men foråret står for døren, og havens tjekliste er pludselig lang. Der er i hvert fald rigeligt inspiration til hvad man kunne lave, hvis man kom ud i kulden - her får du vores tjekliste.
Her er vores bud på en arbejdsliste til februar:
Februar er lig med kulde, frost og måske endda sne. Men selv om der stadig står vinter i kalenderen, så kan man sagtens plante buske som eksempelvis hortensia, syren og træer som eg og løn. Alle fire kan nemlig sagtens tåle nattefrost. Vil du gerne i gang med forberedelserne til køkkenhaven, så kan du med fordel begynde at forspire pastinak, chili, peberfrugt og artiskok.
Når haven står bar om vinteren og i det tidlige forår, er det en god idé at lave en plan for, hvordan den skal opdeles og inddeles. I februar har du direkte udsyn til ”skelettet” i din have, altså de store strukturskabende elementer som hække, træer, stier og bede. Det kan gøre det lettere at få overblik over, hvor strukturen fungerer og hvor, du med fordel kunne gøre noget anderledes.
Brug en solbeskinnet februardag på at gå en tur i haven og se godt på de elementer, der er med til at give din have sin rumfornemmelse og struktur. Hvordan er størrelsesforholdene på træer og hække i forhold til hinanden, og i forhold til huset? Trækker stier og andre linjer blikket ind i haven på en spændende måde?
Planlægger du at anlægge nye bede eller måske en havedam, så mål op og prøv dine ideer af. Brug for eksempel et reb til midlertidigt at afgrænse bede, hække eller andet, du kunne tænke dig at anlægge. Det kan gøre det lettere at forestille sig, hvordan den nye haveplan vil påvirke oplevelsen af dit haverum.
Prøv at samle planter og blomster i få, større arealer. Mange, små bede kan let give et rodet udtryk.
Går du efter et naturligt, organisk udtryk, så overvej runde eller halvrunde bede i arealets hjørner og sider, i stedet for rektangler og kvadrater. Det bløder haverummet op.
Et blomsterbed ser godt ud op af en afgrænsning som en hæk eller et hegn, men husk at lade en trædesti bag bedet være fri, så du kan komme til fra begge sider, når der skal luges og tyndes ud i planterne.
Mens du venter på forår kan du få styr på redskabsskuret. Tøm det for havemøbler, grej og andet. Vask havemøblerne af, så de er klar til den første solskinsdag. Gå terrassen efter for sten, der vipper. Reparer med stabilt grus. Få overblik over din krukkesamling, læg en bund/dræn af grus og potteskår og fyld med jord, så de er klar til sommerens planter.
Gør det selv: Lav et reskabsskur af genbrugstræ
Grav en tot purløg op og sæt den i drivhuset, så du kan høste denne herlige løgvækst tidligt på foråret. Før i tiden troede man, at purløg gav hovedpine og urolig søvn, men samtidig blev den også betragtet som et middel, der var godt for maven, blæren og nyren. I dag bruges planten udelukkende for smagens skyld.
Fik du ikke plantet alle jordbærplanternes udløbere i efteråret, skal de fjernes nu, så de store planter får lys og luft og god plads til at udvikle sig. Læg halm mellem planterne, så slipper du for ukrudt og bær med jord på. Når dette er gjort, behøver du næsten ikke gøre mere, før du skal høste de velsmagende jordbær.
Trin for trin: Sådan fornyr du jordbærbedet
Nu skal du beskære din klematis. Men klip kun de typer, som blomstrer fra juli til september. Det er for eksempel Comtesse de Bouchaud, Jackmanii, Perle d'Azure og Ville de Lyon. Klip alle de foregående års skud væk lige over de nye knopper, der spirer frem nederst på planten. Er du i tvivl om, hvornår din klematis blomstrer, så se den an og vent til næste år med at give den kniven.
Drømmen om frugttræer i selv den mindste have kan nemt opfyldes, hvis du dyrker dem som espalierede træer enten op ad en mur eller som et hegn langs fx terrassen. Træerne købes nemmest som færdige espaliertræer. Skær rodklumpen igennem yderst med en saks eller kniv, inden træet plantes. Når træet står, som det skal, spænder du ståltråd eller wire ud på muren eller mellem to stolper, så det passer med træets grene. Bind grenene løst til. Espalierede frugttræer giver et stort udbytte, fordi træerne reagerer med ekstra meget frugt på de vandrette grene.
DIY: Nemme espalier til bønner.
Selvom det stadig er koldt udenfor, kan du godt begynde at så i potter indenfor i vindueskarmen eller i havestuen. Se på frøposen, om de frø du har købt, stiller særlige krav til spiringen i forhold til kulde/varme og lys/mørke. Står der ikke noget, betyder det, at frøene skal spire ved stuetemperatur.
Brug så- og priklejord, da almindelig pottemuld indeholder for meget gødning, som kan tage livet af de små sarte spirer. Når du har fyldt jord i dine kasser/potter og trykket den ganske let til, skal du vande grundigt, inden du sår frøene. Husk, at store frø som ærteblomst eller tallerkensmækker egner sig bedst til at så i potter, så de ikke skal deles og prikles senere, mens de mindre frø, som er svære at så enkeltvis, er nemmere at bredså i kasser og prikle ud senere.
5 sommerblomster du skal forspire.
På denne tid af året kan du købe mange spændende staudefrø på nettet både på danske og udenlandske hjemmesider. Ved at så selv kan du spare rigtig mange penge og ovenikøbet få en masse smukke og anderledes planter ud af det. Mange af stauderne er meget nemmere at få til at spire, hvis de bliver udsat for den kuldepåvirkning, vinteren giver dem. Så begynd allerede nu at så blomster til haven i såbakker udenfor.
Inspiration til blomstrende løg og stauder i februar
Prøv fx solhat, som findes i mange spændende farver med blomster i både enkle, fyldte og dobbelte udgaver. En anden mulighed er den yndefulde akeleje, der findes i flere smukke farvekombinationer og faconer. Staudevalmuer med de store, skønne blomster i røde, hvide eller rosa farver er også et godt valg. Husk at holde såbakkerne dækket med fiberdug, så fuglene ikke roder i dem.
Nogle blomster og afgrøder, fx klokkeblomst og tomater, skal helst forspires indenfor i slutningen af februar/starten af marts for at lykkes. Men uanset om du skal forspire eller blot så direkte i jorden til foråret, er det en god idé at lave en spiretest først, hvis du bruger gamle frø. Blomster- og grønsagsfrø fra sidste år eller forrige år kan nemlig stadig bruges til at så. Men er de endnu ældre, kan de have mistet spireevnen.
Er du i tvivl, om frøene dur, kan du gøre således: Tag 10 frø fra posen, læg dem på et stykke fugtig køkkenrulle på en tallerken, og dæk med husholdningsfilm. Stil frøene lyst, og giv dem max 14 dage at spire i ved almindelig stuetemperatur (de må ikke stå i direkte sol). Tæl derefter hvor mange frø, der er spiret. Er kun fem frø spiret, er spireprocenten 50, hvilket betyder, at du skal så dobbelt så mange frø som angivet på frøposen for at få det normale udbytte.
Ved at så dine egne chiliplanter har du mulighed for at eksperimentere med farver, smag og forskellige styrker. Og faktisk er det en god idé at begynde tidligt. Chilifrø skal nemlig gerne i jorden sidst i februar, da planterne er langsomme startere med en lang udviklingstid fra frø til modne frugter. Plant frøene i så- og priklejord i små spirepotter, såkasser eller æggebakker. Så et frø i hver! Vand jorden forsigtigt, og hold den fugtig hele tiden. Den må ikke være sjaskvåd, så brug evt. en vandforstøver. Dæk jorden med plastik, men sørg som sagt for, at den ikke tørrer ud. Frøene spirer som regel inden for en til to uger. Herefter kan du fjerne plastikken. Når de små planter har ca. tre bladsæt, kan du plante dem over i lidt større krukker.
Jorddækket i køkkenhaven har hele vinteren sørget for at bevare jordens struktur og holde på næringsstofferne. Men nu skal du fjerne det igen, så jorden kan få lys og luft. Jorddækket holder både på fugten og kulden, så hvis det bliver liggende, kan der nemt gå to uger ekstra, inden jorden er blevet varm nok til at så i. Desuden er en fugtig jord svær at bearbejde og klargøre til et godt og jævnt såbed. Læg jorddækket til side i umiddelbar nærhed, og genbrug det, når de mange frø er spiret og planterne store nok til at få dække ind omkring sig.
Du kan få et forspring på rabarberhøsten ved at drive rabarber frem midt på vinteren. Dæk den hvilende rabarberkrone med en stor urtepotte, spand eller lignende., der lukker lyset ude. Du kan samtidig isolere planten mod vinterens kulde ved at lægge en dyne af kompost over rabarberplanten, inden du dækker den. Det holder på jordens varme. Driv ikke den samme plante to år i træk, da det svækker den. Drivning giver nemlig længere, lysere stilke. Du kan også drive dine rabarber ved at plante dem i drivhus eller dække dem med plastik eller fiberdug ude i bedet. Høst ikke på planten resten af sæsonen.
Window Farming: Dyrk grøntsager i vinduet
Har de frostfølsomme planter, der står i vinterhi indendørs, fået skadedyr i løbet af vinteren, skal du sætte ind med bekæmpelse nu, inden de begynder at skyde med for mange nye blade. Brug insektsæbe, og sprøjt planterne grundigt på både over- og underside af bladene, så du er sikker på, at alle skadedyr er blevet ramt. Sprøjt planten yderligere et par gange med ca. en uges mellemrum, så alle kræene med sikkerhed er væk.
Harer og rådyr søger gerne mod haverne for at finde lækre knopper og bark, der kan spises som vitamintilskud til vinteren magre kost. Bare et enkelt besøg kan udrette stor skade på især unge frugttræer, jordbærplanterne kan blive gnavet helt i bund og roserne udsat for en kraftig ”beskæring”. Du kan forebygge de charmerende dyrs skader ved at sætte net omkring frugttræernes stammer, smøre med hjortetaksolie eller hænge uldtotter eller små poser med menneskehår op i eller omkring planterne.
Se også: 12 nemme tips til en bæredygtig have