Kager

Brownie med abrikos, nødder og mandler

Brownien er elsket for sin fyldige chokoladesmag, der sætter den almindelige chokoladekage sikkert til vægs. Her får du en dejlig opskrift med sprød og smagfuld nøddeknas.
af Camilla Zarah Lawes22.04.2015Foto: Columbus Leth

Brownien kommer oprindeligt fra Amerika og så for første gang dagens lys i slutningen af 1800-tallet. Siden har hele verden åbne sine arme for den lille kvadratiske chokoladegodte, og i dag er den at finde i alverdens afskygninger.

Den perfekte brownie er kendetegnet ved en sprød skorpe, en fedtet og tung midte og selvfølgelig masser af fyldig chokoladesmag. Her får du en skøn variant med abrikos, pistacienødder og sprøde mandler.

Prøv også: Rabarbersorbet med råsyltede rabarber

Brownie med abrikoser, pistacienødder og mandler

Tid: 35 minutter. Bagetid: 30-35 minutter. Antal: 10-12 kagestykker

Det skal du bruge til brownie:

  • 125 g smør
  • 160 g sukker
  • 2 æg
  • 125 g hvedemel
  • 50 g kakaopulver
  • 100 g mørk chokolade (mindst 70 % kakaoindhold)
  • 8 abrikoser
  • 40 g usaltede pistacienødder
  • 100 g mandler
  • en bageform, ca. 15 x 20 cm
  • lidt smør til formen

Drys:

  • 40 g usaltede pistacienødder

FÅ FLERE SØDE OPSKRIFTER MED ISABELLAS!

Sådan laver du brownie:

  1. Smelt smørret i en gryde ved lav varme, og lad det køle lidt af. Tænd ovnen på 180°.
  2. Pisk det let afkølede smør og sukker godt sammen med en elpisker. Tilsæt æggene 1 ad gangen, og rør godt imellem hvert æg.
  3. Bland hvedemel og kakaopulver sammen, og rør det i dejen. Hak chokolade og abrikoser i let grove stykker, og vend det i dejen sammen med pistacienødderne.
  4. Fordel dejen i en bageform, der enten er smurt med smør eller foret med bagepapir. Smut evt. mandlerne, hak dem groft, og drys dem over dejen.
  5. Bag kagen i ovnen i 30-35 minutter. Lad kagen afkøle, og skær den i små firkanter.
  6. Hak pistacienødderne, drys dem over kagestykkerne, og server.

Tip! Bag gerne kagen dagen før servering, så den kan nå at sætte sig.

Prøv også: Lav den perfekte citronfromage

Sponsoreret indhold