Forretter

Lækker lakseroulade med dildcreme

En smagsgod lakseroulade er et hit til forret, og passer perfekt ind i en festmenu! En bonus er, at du sagtens kan lave den i forvejen.
af Christine Bille.3.06.2021

Fisk til forret går man aldrig galt i byen med. En lakseroulade er en festlig forret og supernem at lave! Bare husk, at den skal i fryseren i mindst 2 timer før anretning.

Lakserouladen kan både klare en fornem anretning med lidt salatblade eller lignende, men kan også sagtens sendes en tur rundt på et fad - så skal du bare huske at lave nok, for de små laksestykker med dildcreme plejer at forsvinde hurtigt!

0 personer

Lakseroulade

  • 400 g røget laks i skiver
  • Bagepapir eller madpapir
  • Evt. alufolie

Dildcreme

  • 2½ dl cremefraiche 38 %
  • Skal og saft af 1 citron, usprøjtet
  • ¼ tsk. salt samt friskkværnet peber
  • ½ bundt dild

Til anretning

  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. friskpresset citronsaft
  • 100 g spæde salatblade
  • Salt og friskkværnet peber
  • ½ bundt dild
  • 1 lille glas lakserogn
  • Godt brød eller flute

Sådan laver du lakseroulade med dildcreme

  1. Bland cremefraiche, fintrevet citronskal, 1 spsk. citronsaft, salt og peber sammen i en røreskål. Pisk cremefraicheblandingen til skum med en elpisker, til det ligner flødeskum. Vend hakket dild i, og stil det i køleskabet.
  2. Læg et stykke bagepapir eller smørrebrødspapir i ca. 30 cm's længde på køkkenbordet. Læg halvdelen af lakseskiverne ved siden af hinanden på papiret i en firkant på ca. 25 x 15 cm. Skiverne skal lappe et lille stykke ind over hinanden.
  3. Smør halvdelen af dildcremen i et jævnt lag oven på laksefirkanten.
  4. Rul laksefirkanten sammen som en roulade fra den lange side - brug en bordkniv til at bøje den yderste kant af laksen ind over dildcremen i starten. Fortsæt med at rulle rouladen sammen ved at hive i papiret foroven. Fold papiret om lakserouladen, og rul den evt. yderligere ind i et stykke alufolie, så den holder bedre på formen.
  5. Lav endnu en lakseroulade på samme måde af den resterende laks og dildcreme.
  6. Læg lakserouladerne i fryseren i mindst 2 timer, til de er faste nok til at skære.

Anretning

  1. Skær lakserouladerne i 1 cm tykke skiver med en skarp kniv. Anret skiverne med det samme taglagt i midten af 6 tallerkener.
  2. Bland olie og citronsaft, og vend det i salaten sammen med salt og peber. Fordel salaten oven på lakserouladeskiverne, og pynt med plukket dild og lakserogn. Server med brød eller flute.

Sponsoreret indhold