Valnøddetræ med nødder på
Frugter & Bær

Sådan planter og passer du et valnøddetræ

AF: af Lene Christensen.
28.02.2020
Foto: Claudi Thyrrestrup.
Drømmer du om et valnøddetræ i haven, skal du væbne dig med tålmodighed og have rigeligt med plads. Til gengæld er valnødderne en guddommelig spise og alle anstrengelserne værd.

Selvom der er valnøddetræer i det meste af Danmark, er det ikke et træ, man ofte ser. De almindelige valnøddetræer, Juglans regia, gror primært i parker og gamle landbohaver, hvilket selvfølgelig hænger sammen med deres størrelse. Et 40-50 år gammelt valnøddetræ er ca. 20-25 m højt og har en levetid på over 100 år eller mere under gunstige groforhold. Det er derfor ikke altid træet for den lille villahave.

Men selvom et valnøddetræ ikke er sådan at danse med, kan du sagtens plante et i haven, hvis den er stor. Det skal have sol, læ og en næringsrig, let fugtig jord.

Sådan planter du et valnøddetræ

  1. Plant træet i samme dybde, som det står i potten – endelig ikke dybere.
  2. Grav et stort hul, og løsn jorden godt i dybden. Løsn evt. rødderne lidt, inden træet sættes ned i hullet.
  3. Fyld op med løs jord, og træk herefter træet så meget op, at potteklumpen kommer op i niveau.
  4. Tryk let til, og vand grundigt.

TIP: Brug helst ikke en opbindingspæl, da den hindrer træet i at udvikle en stærk stamme. Hvis det alligevel bliver nødvendigt, så brug en lav pæl, som kun lige holder den nederste del af stammen.

Forvent, at der går mellem fire og 10 år, før dit valnøddetræ bærer frugt, og glæd dig imens over dets udseende. Valnøddetræet er løvfældende med det smukkeste uligefinnede løv. Midt på sommeren står det i den mest elegante blågrønne farve og lyser op med klaser af limegrønne, umodne valnødder.

Sådan passer du dit valnøddetræ

Hvis du er så heldig allerede at have et valnøddetræ, får du her et par tip med på vejen til at passe det.

Beskæring af valnøddetræ

Der findes sorter, som bærer allerede efter et par år, så du kan godt vælge en af disse og så begynde at beskære træet, når det har nået den størrelse, du ønsker. Her er det vigtigt at beskære lidt hvert år, så det altid kun er små tynde grene, der klippes af. Husk, at beskæringen skal foregå i perioden juli-september, hvor træet har overskud af energi til at lukke sårene inden vinteren.

Samle, ikke plukke

Sidst på sommeren og først på efteråret bliver bladene gulgrønne, og fra midt september til begyndelsen af oktober begynder høsten af valnødder. Man plukker ikke valnødder, men samler dem op fra jorden, da de først er fuldt modne, når de selv slipper træet.

Brug gummihandsker

Husk altid at bruge gummihandsker, når valnødderne skal samles. Sommetider sidder lidt af den grønne skal tilbage på nødderne, og da den indeholder tannin (garvesyre) og smitter af i en sådan grad, at det er umuligt at vaske hænderne rene, er handsker uundværlige.

Vidste du, at… valnødder faktisk slet ikke er nødder? De er derimod stenfrugter ligesom ferskner, kirsebær, blommer og mandler.

Sponsoreret indhold