Tilbehør

3 slags pesto - basilikum, persille og grønkål

Pesto er et sikkert hit hos os, og kan bruges til alle mulige, lækre retter. Vi har samlet 3 opskrifter på lækker pesto, så du kan bruge løs af alle de krydderurter, du kan høste i haven!
af Bianca Anthony Sørensen17.08.2018Foto: Columbus Leth.

Pesto stammer fra det nordlige Italien, og er efterhånden også blevet en fast ingrediens i vores køleskabe herhjemme. Ikke nok med at pesto kan bruges til et væld af retter – lige fra salater, til pastaretter og til tapas – kan det nemlig også varieres i det uendelige, efter smag og behag og er nemt og hurtigt at trylle sammen.

Den vigtigste bestanddel i en pesto er blot en god, mild olivenolie. Traditionelt blev pesto lavet i en morter, men det kan også sagtens laves i en almindelig blender, eller med en stavblender.

Hvis dine krydderurter gror hurtigere, end du kan nå at bruge dem, er en omgang pesto samtidig en lækker og let løsning at mindske spild på! Pestoen kan holde sig helt op til to uger i køleskab, hvis du opbevarer den i skoldede glas.

TIP: Hvis du har noget brød, der er begyndt at blive lidt tørt, kan du blende det til rasp, og stege det let på panden. Herefter kan du erstatte nødderne/kernerne i pestoopskrifterne med den samme mængde hjemmelavet rasp.

Masser af krydderurter til overs? Se hvordan du bedst gemmer dem

Klassisk basilikumpesto

Den gode, gamle klassiker er pesto med basilikum, som er en perfekt makker til et væld af forskellige retter. Vi synes, at det smager skønt til det meste både kød, fisk og skalddyr!

Du skal bruge:

  • 1 stor håndfuld basilikum (både blade og stilk)
  • 1-3 fed hvidløg (kan udelades)
  • 1 dl pinjekerner
  • 1 dl revet parmesan
  • Saften fra ½ citron
  • 1 tsk. salt
  • 1½ dl olivenolie
  • Evt. ½ tsk. sukker

Sådan laver du basilikumpesto:

  1. Skyl basilikummen, og ryst det værste vand fra.
  2. Pil hvidløgene, og skær dem i grove skiver.
  3. Rist pinjekernerne på en tør pande, til de tager en smule farve.
  4. Blend basilikum, parmesan, hvidløg, pinjekerner, citronsaft og salt.
  5. Tilsæt olien lidt ad gangen, til pestoen får den konsistens, du ønsker.
  6. Smag evt. til med ½ tsk. sukker.

Persillepesto med hvidløg

Persille gror altid hastigt, og har bedst at blive høstet, før det bliver alt for groft - for så mister det lidt af den gode, friske smag. Denne pestovariant er en sikker vinder i en lækker kyllingesandwich – eller bare som dyp til et stykke godt brød.

Du skal bruge:

  • 1 stort bundt persille
  • 3 fed hvidløg
  • 1 dl mandler
  • 2 dl olivenolie
  • 1 dl revet Manchego
  • Saften fra ½ citron
  • Salt og peber

Sådan laver du persillepesto:

  1. Vask persillen, og vrid bladene fra stilkene.
  2. Pil hvidløgene, og skær dem i skiver. Du kan stege dem let på panden, så smagen bliver lidt mildere.
  3. Blend mandler, olivenolie og hvidløg, til mandlerne er hakket fint.
  4. Tilsæt persille, parmesan og citron og blend, til den bliver fin og lind. Du kan evt. spæde op med lidt vand.
  5. Smag til med salt og peber.

Læs også: Nemme pestosnegle

Kålpesto med timian

Det kan være svært at følge med, når det kommer til mængderne af grønkål, der pludselig er klar til høst. Tryl de gode, grønne blade om til en skøn dip!

Du skal bruge:

  • 5 blade grønkål
  • 5 timiankviste
  • 1 dl pinjekerner
  • 2 dl olivenolie
  • 1½ dl revet parmesan (eller Manchego)
  • 1½ spsk. æblecidereddike (eller hvidvinseddike)
  • Salt og peber

Sådan laver du kålpesto:

  1. Vask grønkålen, og skær stokken fra. Hak bladene groft. Pluk bladene af timianen og kassér stilkene.
  2. Rist pinjekernerne på en tør pande, til de tager en lille smule farve.
  3. Kom pinjekerner, olivenolie, parmesan og æblecidereddike i blenderen. Blend, til det er ensformigt. Tilsæt evt. lidt mere olie eller vand, hvis pestoen er for grov.
  4. Smag til med salt og peber.

Sponsoreret indhold