Køkken med forskellige typer af ovne
Indretning og trends

Miniguide: Sådan vælger du den rigtige ovn

AF: af Sofie Rasmussen og Line Marie Laursen.
5.12.2018
En ovn er ikke bare en ovn. Nutidens ovne fås med en række funktioner, der kan dække forskellige behov. Men hvilke funktioner er bedst til den type mad, du laver?

Guide til at vælge den rigtige ovn

En ovn er hjertet i ethvert køkken, men mange har en tendens til at bruge varmluftsfunktionen, uanset hvad der kommer i ovnen. Men vidste du at småkager bliver sprødest hvis de er bagt med en traditionel elovn, og at du ikke kan bage lagkagebunde med varmluftovn? Også selvom man er en dygtig kok, kan aftensmaden stadig mislykkes, så længe redskaberne ikke er i orden.

Få overblik over fordelene og ulemperne ved el, damp, varmlufts, mikrobølge- eller gasovnen her, så du er sikker på, at du vælger den rette ovn til dine behov.

Traditionel elovn

En traditionel elovn har varmelegemer i top og bund, så varmen bliver jævnt fordelt. Ovnen er god, når du skal bage småkager, fordi de bliver godt sprøde. Vær dog opmærksom på, at du kun kan bage én plade ad gangen. Du kan typisk indstille ovnen på forskellige funktioner, alt efter hvad du ønsker at bage, fx overvarme, undervarme, grill eller varmluft.

Varmluftsovn

De fleste elovne har i dag en varmluftsfunktion, så man kan bage flere plader på en gang og dermed spare både tid og strøm. En varmluftsovn har en ventilator bagest, som fordeler varmen hurtigt. På grund af den cirkulerende luftstrøm skal du sætte temperaturen ca. 20° lavere end i en traditionel elovn. Bagetiden er stadig den samme. Husk, at du ikke kan bage lette og luftige kager som fx lagkagebunde ved varmluft, da de ikke kan tåle den varme luft og bliver skæve.

Gasovn

Alt lykkes i en gasovn, siger et gammelt mundheld. Men så er det vist også en erfaren husmor, der styrer den. I mange ældre gasovne er der nemlig kun én varmekilde nederst i ovnen. Det betyder, at varmen bliver ujævnt fordelt, fordi ovnen bliver meget varm i midten og koldere i siderne. I dag har mange gasovne dog indbygget grill i toppen. Dermed behøver du ikke nøjes med varme fra bunden af ovnen. Du kan også få gaskomfurer med almindelige elovne, der typisk både har grill og varmluft. Fordelen ved en gasovn er, at den reagerer med det samme, når du regulerer varmen.

Mikrobølgeovn

En mikrobølgeovn er en elektrisk ovn, som udnytter mikrobølger til hurtig opvarmning. Mikrobølger bliver hurtigt absorberet af vand, fedt og sukker, men bliver ikke optaget af plastik eller metal. Den mest optimale opvarmning får du ved at sætte maden i en flad plastbeholder og dække den med et låg. Dæk ikke med stanniol, da det vil skabe gnister! De fleste typer porcelæn og glas kan også bruges. Vær opmærksom på, at maden ikke kan brunes eller grilles i en mikrobølgeovn. Medmindre det er en kombiovn, der har en særlig grillfunktion.

Dampovn

I en dampovn varmes maden op med vanddamp. Dampen strømmer op fra en separat dampbeholder og omslutter maden, der er placeret i specielle indsatser med huller. En dampovn kan både indbygges i køkkenet eller stå frit. Dampovnen kan ikke erstatte en almindelig ovn (medmindre du vil dampe al din mad), men kan være et godt alternativ til en mikrobølgeovn, som har omtrent samme størrelse. Når du damper din mad, kan du lettere bevare både smag og vitaminer. Dampovnen egner sig også godt til at bage brød, fordi dampen giver optimale forhold for hævning og en sprød skorpe.

Sponsoreret indhold