Japansk løn hører - ikke overraskende – hjemme i Japan, Kina og Korea, men det smukke træ er også ideelt til danske haver, hvor det med sine kringlede grene og røde efterårsdragt er et prægtigt syn i haven.
Måske har du bemærket, at japansk løn (Acer palmatum) har en vis lighed med ahorntræer, som også har lappede blade og falmer på fremragende vis – og derfor kaldes træet også for japansk ahorn.
Japansk løn er et taknemmeligt træ, så kommer du godt fra start med udplantningen det første år, kræver det nærmest ingen pasning at kunne nyde det løvfældende træ år efter år. Japansk løn har som udgangspunkt grønne blade over sommeren, men når efteråret sætter ind, blusser det i smukke dybrøde farver. Træet kommer dog i mange sorter, som har hver deres unikke farvesammensætning i gule, grønne og røde toner.
Udover dets smukke ydre er en anden fordel ved japansk løn, at træet er oplagt til de små haver – du kan sågar dyrke det i krukker på terrassen. Japansk løn bliver nemlig ikke særlig høj, og kombineret med, at det vokser meget langsomt, er det derfor oplagt at plante på steder, hvor pladsen er trang.
Når du skal udplante din japanske løn, så skal du først have øje for, hvordan du vil dyrke dit træ. Har du god plads i haven, kan du vælge en af de sorter, der breder sig, men skal lønnen dyrkes i krukker, skal du have fat i en mindre og mere langsomtvoksende udgave.
Derefter skal du vælge det rigtige sted til dit nye træ. Japansk løn har som udgangspunkt brug for masse af lys – men uden konstant at stå i bagende sol, der svitser bladene – så en placering med skygge midt på dagen vil være optimal.
Masser af vind kan også beskadige træet, så vælg gerne et sted med læ. Vinden er også noget, du især skal være opmærksom på, hvis du ønsker at dyrke japansk løn på din terrasse eller altan. Stil krukken tæt på husmuren, hvis det er knapt med læ på terrassen, og undgå helt at dyrke japansk løn på meget vindblæste altaner. Vær også opmærksom på, at japansk løn er glad for næringsrig jord, men at træet ikke kan lide at soppe i vand.
Når du har udset det perfekte spot til dit japanske ahorntræ, så grav et hul, der er er dybere end det, som træet stod i i potten. Så giver du dets fine og sarte rodnet de bedste betingelser for ikke at blive ødelagt under udplantningen. Sørg for både at vande hullet i jorden og lade træets jordklump fra potten suge godt med væske, inden det placeres i sit nye logi.
Vil du plante din japanske løn i en krukke, så vælg en rummelig en af slagsen med dræn, så det overskydende vand kan løbe fra.
Vand din japanske løn godt den første tid. Udtørring kan få den til at gå ud, men samtidig er den heller ikke glad for overvanding, så find en god balance. De første vintre kan du med fordel give din løn vinterdækning med for eksempel granris, blade, halm eller tæpper for at skærme for frosten, men ellers er japansk løn fuld hårdfør over for det danske klima. Står dine træer i krukker, så bind dog gerne afskærmning rundt om krukkerne hver vinter, og stil dem op ad husmuren.
Får dine træer visne grene over vinteren, er det en god idé at fjerne dem, når foråret kommer. Japansk løn kan også godt tåle egentlig beskæring, hvis du gør det i en tørvejrsperiode om sommeren, men det er faktisk bedst at lade være. Beskæring kan nemlig misdanne kronen, så overvej hellere sorten en ekstra gang, så dit træ ikke vokser sig så stort, at beskæring bliver nødvendigt.
Træet kan bruges som bonsaitræ, men i så fald skal du vente – minimum 2-3 år – til rodnettet har fået godt fat, før du går i gang med at forme det. Det kræver dog en relativt stor viden at lykkes med bonsai-træer, så hav det in mente, inden du fluks kaster dig ud i træ-kunstværk.
Japansk løn kan - alt efter sort - blive op til 6 meter højt på vore egne, men du kan også få udgaver, der kun bliver op til 4 meter. Dværgudgaver bliver sjældent mere end et par meter og vil være oplagte til for eksempel krukker.
Japansk løn er som udgangspunkt busket i sin vækst, men fås også i opstammede udgaver, som bliver højere og smallere, så bredden afhhænger også af sorten. I Danmark er nogle af de mest almindelige havesorter rød japansk løn (Acer palmatum 'Atropurpureum'), som har fem-lappede blade, der er røde sommeren igennem.
Sorten 'Osakazuki’ har til gengæld grønne blade først på sæsonen, der skifter til smukke gul-røde farver hen mod efteråret, og dets blade er syv-lappede og mere skarpe i udtrykket. ’Dissectum’-udgaven har grønne blade med helt op til 11 lapper, som er dybtindskårne, så bladene synes næsten bregneagtige.
Der er altså nok at vælge i mellem, når det kommer til form, højde og farve. Fælles for alle sorter er, at de blomstrer med bittesmå blomster hen over sommeren, står fantastisk smukt i efterårshaven med de mange gyldne nuancer, inden de taber deres blade, når vinteren får fat. Men selv her fremstår træerne elegante, og deres kringlede grene tilfører et skulpturelt udtryk til den nøgne have.