havekalender uge 21
Havekalenderen

Havekalender | Uge 21

23.05.2024
12.05.2021 - af: Redaktionen. Foto: Carina Krüger. Frank Kirkegaard Hansen.
Der dufter af sommer så småt — i haven er der flere ting på retur og masser, der først skal til at sås — se bare denne uges havekalender!

Ja, den er god nok, foråret er snart overstået og før vi ved af det brager solen ned over os fra en højsommers himmel. Tiden flyver, og listen med gøremål i haven bliver bestemt ikke mindre. Her er lidt inspiration til din egen tjekliste.

Tilbage til oversigten: Isabellas’ havekalender.

INSPIRATION TIL GØREMÅL I HAVEN | UGE 21

Tjeklisten:

  • Forskud på ærteskud
  • Så rødbeder
  • Trim tulipanerne
  • Plantestøtte til stauderne

Forskud på ærteskud

Dyrk ærtespirer i drivhus eller køkkenvindue, mens du venter på, at køkkenhavens ærtebælge er klar til høste. Så ærterne i bakker eller potter, og skuddene vil være klar til høst efter tre-fem uger alt efter hvor meget lys og varme, de får. Lad skuddene blive 15-25 cm lange, inden du høster, så de når at danne slyngtråde. Spirerne smager skønt af ærter og er lækre friske eller lynstegte.

Så rødbeder

Det er tid til at så rødbeder i køkkenhaven. Så frøene i en dybde på 2,5 cm i jord, der er løsnet godt med en kultivator. Dæk frøene til med jord og vand jorden, så der kommer god kontakt mellem jord og frø. Rødbede spirer dårligt, hvis jorden er tør, så vanding er vigtig. Rødbedefrø er specielle, fordi de sidder sammen i grupper af fire, så selvom du lægger frøene med den rette afstand, vil der alligevel spire flere planter frem fra samme sted.

Trim tulipanerne

Klip de visne blomsterhoveder af afblomstrede tulipaner, så planten ikke bruger kræfter på at danne frø. Lad de grønne blade sidde og vokse videre, til de visner ned af sig selv. Det er dem, der genererer ny energi til løget, så det kan blomstre smukt igen næste år.

Støtte til stauderne

Plantestøtte til stauderne

Ridderspore, brudeslør og andre høje stauder skal have støtte, hvis ikke de skal vælte i løbet af sommeren. Sæt stativer eller støttende grene ned omkring stauderne nu. Efterhånden som planterne vokser op, vil plantestøtten blive næsten usynlig.

Sommeren er snart over os, og med den følger en tid, der bugner af skønne vilde planter, der kan sankes kvit og frit, næsten:

Regler når du samler vilde planter

  • I offentlige skove må du samle overalt.
  • I privatejede skove må du kun tage det med, du kan nå fra veje og stier.
  • Du må samle nødder, urter, bær og svampe til privat brug. I Jyske Lov står, at man må samle så meget, som man kan have i sin hat – det fortolkes i vore dags som svarende til det, der kan være i en mindre bærepose.
  • Vil du sælge det, du samler, altså samle kommercielt, skal du spørge skovejeren eller skovfogeden om lov.

Sponsoreret indhold