Lav en omgang fastelavnsboller med vaniljecreme og pynt med pære - det er lækkert, og lidt anderledes end de klassiske med helt almindelig glasur på toppen. Find opskriften lige her.
af Louise Lorang.21.02.2022Foto: Lene Samsø.
14 stk
Vaniljecreme
½ vaniljestang
20 g majsstivelse
70 g æggeblommer
30 g sukker
2 dl sødmælk
Gærdej
3½ dl sødmælk
100 g smør
50 g gær
50 g sukker
½ tsk. salt
600 g hvedemel
1 æg til pensling
Pynt
4 pærer
3 spsk. rørsukker
Lidt flormelis
Sådan laver du fastelavnsboller med vaniljecreme og pære
Vaniljecreme
Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Pisk vaniljekorn, majsstivelse, æggeblommer og sukker sammen i en skål med en elpisker.
Varm mælken op til lige under kogepunktet i en gryde.
Pisk en smule af den varme mælk i æggemassen. Hæld herefter æggemassen i gryden med mælk, og pisk over lav varme, til cremen tykner. Cremen skal være 80-85°, men pas på, den ikke skiller.
Hæld straks cremen i en skål, dæk skålen med husholdningsfilm, og lad den hvile i mindst 4 timer på køl – gerne til næste dag.
Gærdej
Lun mælken i en gryde, og smelt samtidig smørret i en anden gryde.
Rør det smeltede smør og gær i den lune mælk, og rør, til gæren er opløst.
Rør sukker og salt i gryden. Hæld herefter mel i, og ælt dejen godt sammen, til den er fast og elastisk (det er ikke sikkert, at du skal bruge alt melet).
Lad dejen hæve tildækket i 30-45 minutter ved stuetemperatur.
Del dejen i 14 stykker, og tril dem til boller. Læg bollerne på en bageplade med bagepapir, dæk dem til med et rent viskestykke, og lad dem efterhæve i 30 minutter.
Tænd ovnen på 225° varmluft.
Lav en fordybning i midten af hver bolle. Pisk æg sammen med 2-3 spsk. koldt vand i en lille skål, og pensl siderne på bollerne. Fyld vaniljecreme i midten.
Pynt
Skyl pærerne, og skær dem i helt tynde skiver. Læg en skive pære oven på hver fastelavnsbolle, drys med lidt sukker, og bag fastelavnsbollerne i ovnen i 10-14 minutter, til de er gennembagte og gyldne. Lad dem køle lidt på en bagerist.
Drys fastelavnsbollerne med lidt flormelis, og servér dem gerne lune.