skærmlilje
Blomster & Planter

4 tips til succes med skærmlilje i krukker

AF: Af Anita Banner, redigeret til web
24.07.2023
Foto: Henrik Bjerg og Kenn Römer-Bruhn
Plant skærmlilje, Agapanthus, i dine krukker, og bring elegance og kulør til din altan eller terasse. Disse 4 tips vil hjælpe dig godt på vej.

Agapanthus, også kendt som skærmlilje, er en planteart, der tilhører familien Agapanthaceae. Planten er kendt for sine smukke, trompetformede blomster, der normalt findes i nuancer af blå, hvid og lilla. Agapanthus er oprindeligt hjemmehørende i Sydafrika, men den dyrkes nu bredt som en haveplante i mange regioner med milde klimaer.

Agapanthus er populær på grund af sin elegante blomsterpragt og tiltrækker ofte sommerfugle og bier. Husk, at selvom de er smukke, indeholder de dele, der kan være giftige for mennesker og kæledyr, så det er vigtigt at være forsigtig, hvis du har dem i din have.

4 tips til skærmlilje i krukker

Vil du dyrke skærmlilje i krukker, kan du følge disse tips for at få succes!

1. Trives i krukker

I krukker kan du bedst give skærmliljer de rigtige vilkår året rundt. Når planterne blomstrer, kan du flytte krukkerne ud i haven og stille dem imellem blomsterne eller på terrassen. Planterne skal have godt med sollys – også i sensommeren og om efteråret for at de kan lagre tilstrækkelig energi, så næste års blomsterknopper kan dannes i løbet af vinteren.

2. Grundig gødning

Planterne trives godt i almindelig krukkejord. Gød dem med flydende gødning, hver gang du vander, fra forår, når planterne kommer ud i haven, til slutningen af juli. Tomatgødning er et godt valg. I en normal sommer, hvor planterne skal vandes en gang om ugen, skal du bruge en koncentration på 1-2 promille, men er det et regnfuldt år, hvor du vander sjældnere, kan du sætte koncentrationen lidt op.

3. Vand hver uge

Skærmliljens rødder holder godt på vandet og klarer sig med vanding en gang om ugen – selv i tørre somre. Hvis jorden er blevet meget tør, må du sætte potten ned i en spand med vand i et halvt døgns tid, så rødder og jord kan suge vand. Omvendt må du heller ikke overvande. Fingerreglen er, at jorden altid er veldrænet, så planten aldrig sopper i vand.

4. Ind om vinteren

Når der er risiko for nattefrost, skal skærmliljerne sættes ind til overvintring. Opbevar dem ved en temperatur mellem 5 og 15° i f.eks. en havestue eller et udhus. Det fremmer dannelsen af blomsterknopper. De løvfældende arter, som ikke har blade om vinteren, kan stå mørkt, mens de stedsegrønne gerne må stå så lyst som muligt. Lysmængden om vinteren er dog sjældent særlig stor, og de stedsegrønne skærmliljer ser ikke så kønne ud, når de kommer frem fra deres vinterhi om foråret, men de retter sig hurtigt.

Hvis du vil plante dem ud ...

Vil du dyrke skærmliljer i havens bede frem for i krukker, kan du dyrke de mest hårdføre krydsninger af klokkeskærmlilje, Agapanthus campanulatus. De er løvfældende og visner ned om vinteren. Næste års knopper er dog godt gemt under jorden.

Læs videre om skærmliljer i vores store guide om Agapanthus.

Sponsoreret indhold