Opskrifter

Sprød fiskefilet med selleri-remoulade

Fiskefileter er nemme at tilberede selv, så det efterlader dig med en god portion tid til rigtig at gøre noget ud af tilbehøret – og fx lave din egen remoulade helt fra bunden!
af Louisa Lorang.3.10.2022Foto: Rikke Westesen

Fiskefileten er en julefrokost-klassiker, og den skal være sprød! Men inden du steger den, kan du forberede en hjemmelavet selleri-remoulade. Når remouladen røres op fra bunden, bliver den mere fyldig og autentisk i smagen, hvilket både fiskefileten og du fortjener!

6 personer

Det skal du bruge

  • 6 rødspættefileter
  • 2 dl hvedemel
  • 2 æg
  • 3 dl rasp, gerne pankorasp
  • Smør til stegning
  • Smags-neutral olie til stegning
  • Salt

Selleri-remoulade

  • 100 g cremefraiche 38 %
  • 2 spsk. mayonnaise
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 2 spsk. kapers
  • 100 g knoldselleri
  • 1 håndfuld frisk estragon
  • 1 spsk. citronsaft
  • Salt og peber

Til servering

  • 3 håndfulde blandet grøn salat
  • 1 håndfuld frisk estragon
  • 1 citron
  • 6 skiver rugbrød
  • Evt. smør

Sådan laver du fiskefilet med hjemmelavet remoulade

Selleri-remoulade

  1. Rør cremefraiche sammen med mayonnaise og sennep i en skål.
  2. Hak kapers groft, og rør dem i cremefraicheblandingen.
  3. Rens og skræl knoldselleri, og hak den fint.
  4. Skyl estragon, og hak den groft. Rør estragon og knoldselleri i cremefraicheblandingen, og smag den til med citronsaft, salt, peber, og evt. lidt mere sennep.
  5. Lad remouladen hvile i køleskabet indtil servering.

Fiskefileter

  1. Vend først rødspætterne i en dyb tallerken med hvedemel. Vend dem herefter i en skål med pisket æg, og vend dem til sidst i en dyb tallerken med rasp.
  2. Steg de panerede fiskefileter gyldne i smør og olie på en pande i 2-3 minutter på hver side. Krydr med salt.

Servering

  1. Skyl og tør salat. Skyl og pluk estragon. Skyl citronen, og skær den i både.
  2. Smør evt. rugbrødsskiverne med lidt smør, og top med fiskefileter, selleri-remoulade og frisk estragon. Servér straks med citronbåde til.

Prøv også:

1980'erne har ringet, men de vil ikke have deres stjerneskud tilbage, for de kan slet ikke genkende det i den! SPIS BEDRE serverer den nemlig i en eksklusive mundering med grønne asparges og hele pibetøjet som Find opskriften her: Stjerneskud.

Sponsoreret indhold