Denne rabarbertærte er ikke bare superflot med lyserød rabarbercurd og pynteblomster på. Den smager også himmelsk - prøv selv opskriften her!
af Maja Grønbæk.20.11.2022Foto: AOP.
8 personer
Mørdej
75 g koldt smør
150 g hvedemel
50 g flormelis
1 knivspids salt
½ æg
Mandelfrangipane
100 g mandelmel
100 g sukker
100 g blødt smør
1 æg
50 g rabarber
Rabarbercurd
100 g rabarber
100 g sukker
Saft fra ½ citron
1 stort æg
30 g stuetempereret smør
Pynt
Mini-orkidéer
Frysetørret rabarber
Sådan laver du rabarbertærte med rabarbercurd
Skær smørret i små tern, og hæld dem i en blender sammen med mel, flormelis og salt. Blend, så det ligner revet parmesan.
Saml dejen med ægget, og form den til en kugle.
Pak den ind i husholdningsfilm, og læg den i køleskabet i mindst en time.
Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og beklæd en 18-20 cm tærteform med dejen.
Sæt formen i køleskabet, mens du laver fyldet.
Mandelfrangipane
Pisk mandelmel, sukker, smør og æg let og luftigt i en skål.
Skær rabarberne i små stykker.
Fordél lidt frangipane i bunden af tærten, placér rabarberstykkerne ovenpå, og fyld så tærten helt op med frangipane. Jævn overfladen ud med en ske.
Bag tærten i ca. 25 minutter ved 175°, indtil den er let gylden. Lad den køle helt af.
Rabarbercurd
Kog rabarber, sukker og citronsaft ved svag varme, til rabarberne er møre.
Stavblend rabarberkompotten, og sigt den.
Kom rabarberpuréen tilbage i gryden, og tilsæt ægget. Varm det langsomt op, mens du pisker med et piskeris, indtil massen er 83° varm. Tag gryden af varmen, og rør smør i.
Stavblend igen, og lad curden køle helt af. Opbevar den i køleskabet.
Når den er klar til servering, smør da rabarbercurden ud på tærten, og pynt med miniorkidéer og frysetørret rabarber.