Lammekoteletter med nye kartofler, gulerødder og krydderurter
Lav en lækker ret med lammekoteletter, nye kartofler, gulerødder og friske krydderurter med spiselige blomster som pynt – du får opskriften her.
af Pia Buusmann.23.07.2013Foto: Jes Buusmann.
4 personer
Ingredienser
1 kg nye kartofler
1 bundt nye gulerødder med top
Olie til stegning
8 lammekoteletter (ca. 250 g pr. person)
125 g smør
1 spsk citronsaft
1 fed hvidløg
Lidt frisk rosmarin
Bredbladet persille
Lavendelblomster
Sådan laver du lammekoteletter med nye kartofler
Vask og skrab de nye kartofler, og kog dem i letsaltet vand.
Vask gulerødderne, og bræk toppen af − men lad lidt af den sidde tilbage. Kog gulerødderne i letsaltet vand, til de er sprøde.
Kom olie på en pande, og steg lammekoteletterne i ca. 4 minutter på hver side.
Rør smørret med citronsaft og presset hvidløg.
Skyl rosmarin, bredbladet persille og lavendler, hak det hele groft, og drys hen over koteletterne.
Server koteletterne med kartofler, gulerødder og citron-hvidløgs-smør til.
Mangler du inspiration til aftensmaden? Koteletter i fad er en klassiker og SPIS BEDRE har en af de mest populære opskrifter lige her: Klassisk koteletter i fad.