I en herskabslejlighed på Østerbro bor stylist Celine Albert med sin kæreste, Emil, og deres nyfødte datter, Åse. Lejligheden har de renoveret selv over flere omgange, men under første bølge af coronapandemien, var turen kommet til det lille københavnerkøkken.
– Vi ønskede et klassisk samtalekøkken med plads til store middage og masser af familie og venner. Samtidig havde det største rum i lejligheden nærmest kun en praktisk gennemgangsfunktion som spisestue, og det virkede fjollet, siger Celine, der sammen med Emil, selv stået for det meste af renoveringen.
– Jeg er utrolig inspireret af 70’erne i min indretning, og jeg har altid været dybt forelsket i de indbyggede niveauforskelle og forsænkede tv-stuer, som prægede arkitekturen i 60’erne og 70’erne. Så da det blev forslået, at vi kunne hæve gulvet i køkkenet, greb jeg chancen. Vi var lidt nervøse for, om der var højt nok til loftet. Det var en risiko at tage, men det fungerede perfekt, og jeg er lykkelig for valget i dag, siger Celine.
Netop chancerne præger Celines indretning. Masser af farver, skæve detaljer, sammensætning af forskellige materialer og nyt design mikset med gammelt, er essensen af Celines stil. Lejligheden er indrettet med masser af tekstiler, arvestykker, moderne designmøbler kombineret med loppefund, og Celine er ikke bange for at mikse objekter og farver, der ikke umiddelbart matcher. Hun leger konstant med sin stil og elsker at bryde den klassiske, sikre indretning med det uperfekte og flabede, der fanger blikket og skaber kontrast frem for balance.
– Min kæreste bliver nogle gange lidt sindssyg af mig, da jeg hele tiden rykker rundt på møblerne og tingene i lejligheden. Han kan aldrig finde noget, fordi det ofte er blevet flyttet. Men det er altså et vilkår, når man bor med mig, siger Celine, og fortsætter:
– Det er min meditation. Jeg er ikke bange for at tage hurtige valg i min indretning, om det er farverne på væggen eller et skørt tæppe. Man kan jo altid bare lave det om. Jeg er ikke så stor fan af begrebet ”tidløst”, som mange ofte bruger om farver, design og indretning. For mig er tiden konstant i bevægelse, og det er netop dét, jeg elsker ved mit arbejde i modebranchen. At tiden og trends aldrig står stille, for det gør jeg heller ikke.
Overalt i lejligheden finder man unikke genstande, keramik, kunst, vaser og lysestager med finurlige detaljer, der som små kunstværker fortæller hver sin historie. Celines store passion er at gå på loppemarkeder og finde unikke genstande.
– Jeg kan ikke køre forbi et loppemarked eller en vintagebutik uden at gå derind. Det gælder både med tøj og interiør. Hvor andre rejser efter restauranter og gastronomiske oplevelser, rejser jeg typisk efter vintage-oplevelser. Vi var netop i Stockholm, som er et vintagemekka. Vi var heldigvis i bil, ellers havde det aldrig gået. Men desværre var der flere smukke genstande, vi ikke havde plads til at købe med. Men uanset om man køber noget eller ej, så er det for mig et museum af inspiration at gå rundt og kigge, og jeg bruger altid vintage i mit arbejde. Selv når jeg arbejder med moderne brands, bringer jeg genstande fra en svunden tid ind i looket som små tidslommer, der fortæller en selvstændig fortælling. Det er det bedste jeg ved, siger Celine.
Celine Albert, stylist, hendes kæreste, Emil og datteren, Åse.
Herskabslejlighed fra 1903 på Østerbro i København.
I køkkenet får det varme, lyse træ kontrast af den køligere blå vægfarve. Køkkenet er designet specielt til boligen af tegnestuen Vermland. Bænken er fra Frama, mens spisebordet er fundet på DBA. Lamperne er italiensk-designet vintagelamper fra Selency, og vaser, skåle og kander i køkkenet er alt sammen fra genbrugen. Kaffemaskinen er fra Sjöstrand, og litografiet over køkkenbordet er fra den kristiansandske maler Kjell Nupen.
Celine er fascineret af 60’erne og 70’erne, og da muligheden for at lave en niveauforskel, der kendetegner netop den tids arkitektur, kunne Celine ikke dy sig. Klaveret og Cesca Chair-spisebordsstolene er købt på DBA, og bordlampen er fra Flos. Ledningsskjuleren har Celine selv syet.
Holder du basen i rolige nuancer, kan du skeje ud med skulpturelle møbler og masser af farve på både gardiner, kunst og nips. Gardinerne har Celine selv syet med stof fra Kvadrat. Lampen er et arvestykke fra Celines barndomshjem, og det samme er Varier-stolen, som Celines mor købte for 20 år siden.
De lyserøde gardiner fungerer både som afskærmning og som et lille kunstværk op mod den brune væg. Den blå lampe, som stod i barndomshjemmet i Kristiansand i Norge, er et arvestykke Celines mor, Lænestolen er en vintage Ikea-stol fra 70’erne designet af Noboru Nakamura. Reolen er fra Montana, og gulvtæppet er fra Layered.
I stuen giver de sorte sofapuder, væglampen og kunsten et maskulint modspil til den lyserøde sofa fra Bolia. Vasen og tallerkenen er fundet i genbrugen. Blomsterne af papir er købt hos Blomster Bjarne og Illum, og lampen er fra House Doctor. Koppen har Celine lavet selv, mens plakaterne er af Chillida og købt i Nice på Fondation Maeght.
Skab et eksklusivt og blødt udtryk i soveværelset ved at gemme dine klædeskabe bagved gulvlange gardiner. Gardinerne har Celine selv syet med stof fra Kvadrat, og sengekappen er fra Celines eget upcycling homewear brand, Quad Atelier. Sengegavlen har Celines kæreste lavet. Sengetøjet er fra Chrispy Sheets, tæppet er fra Hay og lampen fra Ellos
Tip: I rum, der ligger mod nord og derfor har et køligere lys, kan du skabe illusionen af solskin med gule gardiner.
Farvecirklen kan være et godt redskab, når du skal vælge farver, der passer godt sammen. F.eks. ligger grøn og blå ved siden af hinanden og skaber sammen et harmonisk udtryk. Quilt-tæppet på væggen er fra Quad Atelier, og sofaen, designet af Börge Landau & Bo Lindekrantz, er købt online på auktion. Celine har selv ombetrukket sofaen i den grønne farve.
Celine er ikke bange for at mikse umage farvepar, og lader sig også her inspirere af 60’erne og 70’erne. Sovesofaen fra 50’erne er købt for 150 kr. på finn.no, der er den norske pendant til DBA. Puden har Celine selv lavet, og lampen er fra Celines barndomshjem. Plakaten er Miró, tæppet er fra Ellos, og farven på væggen er fra File Under Pop.
Klaveret har Celines kæreste, Emil, fundet på DBA. Det var oprindeligt kommuneskole træfarvet, og Celine tvang Emil til at male det sort, hvis det skulle have plads i boligen. Lysestagen er designet af Mikaela Dörfel for Menu, skulpturen er fundet i genbrugen og skålen er arv fra Celines barndomshjem. Plakaten er købt på Fondation Maeght i Nice.