Desserter og kager

Bagte blommer med skyr og jernurt

Brug sæsonens solmodne frugter til desserten
af Redaktionen 28.09.2012

4 personer

10 danske blommer, opal, sveskeblomme eller reine claude
1 vaniljestang
3 spsk muscovadosukker
1 usprøjtet citron
2 dl skyr
12 blade jernurt
Honningristede speltflager: 100 g speltflager
2 spsk honning
1 knsp havsalt (ca. 10 saltkorn)

Vask blommerne, flæk dem, og pil stenene ud. Læg dem i en skål. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud, og bland dem i muscovadosukkeret. Mas godt med bagsiden af skeen, så vaniljen bliver tværet godt ud i sukkeret. Drys blommerne med vaniljesukkeret og fintrevet citronskal. Vend blommerne godt rundt og læg dem i et ildfast fad med skærefladen opad.

Skær citronen i 4-6 stykker og læg dem ved blommerne. Bag blommerne i ovnen ved 160° i ca. 20-25 min., indtil de har trukket sig lidt sammen og er blevet faste og søde.

Honningristede speltflager: Rist flagerne på en tør pande til de bliver let gyldne, tilsæt honning, og lad dem karamellisere lidt. Drys så med havsalt og vend let rundt, tag flagerne af panden, og lad dem køle af.

Anretning: Server de bagte blommer med skyr, honningristede speltflager og jernurt. Flagerne er også gode at drysse oven på yoghurt, is og chokolademousse.

Sponsoreret indhold