Fisk og skaldyr

Velkendte retter i nye og sprøde klæder | Klassisk dansk

Vi har givet vores favoritter i det klassiske danske køkken en makeover og et pift. Få opskrifterne på 5 moderne bud på danske klassikere.
Af Camilla Lawes 5.08.2015

Helstegt rødspætte med nye kartofler, spidskål og persillecreme

Til 4 personer

Du skal bruge

  • 4 hele rødspætter
  • 1 æg
  • 50 g panko-raps
  • Havsalt og friskkværnet peber
  • 50-100 g smør
  • 2 spsk. solsikkeolie

Tilbehør

  • 1 spidskål
  • 1 spsk. solsikkeolie
  • Salt og friskkværnet peber
  • 750 g nye kartofler
Dressing
  • 3 dl Cheasy-fraiche
  • Saft fra 1/4 citron
  • Salt og friskkværnet peber
  • 6 spsk. hakket persille
Pynt
  • Skovsyre

Pisk ægget sammen med en gaffel. Vend de hele fisk i ægget og derefter i panko-raps. Varm en pande med smør og olie.

Steg rødspætterne helt sprøde og flot gyldne i ca. 4 minutter på hver side. Del spidskålene i kvarte, læg dem på et ovnfast fad, dryp med olie, og krydr med salt og peber. Bag dem i 8 minutter i en 200 grader varm ovn.

Kog kartoflerne. Anret den hele fisk, krydr den med salt og peber, og pynt med skovsyre. Server sammen med de nye kartofler og den lækre persille-creme, og drys med persille.

Lars Ranek

Kartoffelmad med rejer og radise-rygeostecreme

Til 4 personer

Du skal bruge

  • 4 skiver rugbrød
  • ½ spsk. olivenolie
  • Havsalt
Fyld
  • 100 g rygeost
  • 100 g cremefraiche
  • 16 små kogte kartofler
  • 6 radiser, skåret i fine terninger
  • 2 spsk. finthakket purløg
  • 2 spsk. finthakket dild
  • 16 rejer
Pynt
  • Dild, hakket rødløg og friskkværnet peber

Del brødet i 16 små firkanter, og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Dryp med olivenolie og havsalt, og bag dem i en 180 grader varm ovn i 6 minutter, til de er sprøde. Afkøl. Rør ingredienserne til dressingen sammen, og kom lidt på hvert stykke brød efterfulgt af en kartoffel og lidt mere dressing. Pynt med en reje, lidt rødløg og dild. Krydr med peber.

Lars Ranek

Grydestegt kylling med spicy agurkesalat

Til 4 personer

Du skal bruge

  • 1 kylling a 1.600 g
  • 1 spsk. solsikkeolie
  • 2 dl hvidvin
  • Salt og peber
  • 5 dl mild hønsebouillon
  • 2½ dl piskefløde
  • Evt. lidt Maizena til at jævne saucen
Tilbehør
  • Ca. 700 g kogte nye kartofler
Pynt
  • Finthakket løvstikke

Spicy Agurkesalat

  • 1 agurk
Lage
  • 2 dl lagereddike
  • 1 dl vand
  • 80 g sukker
  • 5 sorte peberkorn
  • 1 rød chili i skiver

Varm en stor, tykbundet gryde, og steg den hele kylling på alle fire sider, så skindet bliver sprødt og flot lysebrunt. Hæld hvidvin på (pas på – det sprøjter), krydr med salt og peber, hæld bouillon på, og lad kyllingen småsimre under låg i ca. 40-50 minutter. Vend den, når der er gået 20 minutter. Tag kyllingen op af gryden, og hæld piskefløden på, kog op, smag til med salt og peber, giv saucen lidt kulør, og jævn den evt. med lidt Maizena.

Del kyllingen i 4 stykker, og varm dem op i saucen. Servér retten med nykogte kartofler og agurkesalat, og drys med finthakket løvstikke.Vask agurken, og skær den i skiver. Kog eddike og vand op med sukker, peber og chili. Lad lagen koge, til sukkeret er opløst, afkøl let, og hæld den over agurkeskiverne.

Lars Ranek

Kalvefrikassé med nye gulerødder

Til 4 personer
Du skal bruge
  • 600-700 g kalveklump
  • Smør og olivenolie til stegning
  • 2 spsk. hvedemel
  • 1 dl Martini
  • 4 dl kalvebouillon
  • 2 kviste timian
  • 2 kviste rosmarin
  • 2 laurbærblade
  • 10 dadeltomater, delt i kvarte
  • 2 nye løg, delt i kvarte
  • 2½ dl Cheasy- eller cremefraiche

Pynt

  • Dildbuketter
Tilbehør
  • 750 g kartofler
  • 8 nye gulerødder

Skær kødet i terninger på 2 cm x 2 cm. Varm en stor gryde op med olie og smør. Når det er let brunt, kommes kødet på.

Brun det godt på alle sider, drys mel over, og vend godt rundt. Krydr med salt og peber. Hæld Martini og bouillon på kødet, så det næsten er dækket, og tilsæt timian, rosmarin og laurbærblade. Læg låg på retten, og lad den småsimre i 40 minutter.

Rør indimellem i retten, så den ikke sætter sig i bunden. Rør Cheasy-fraiche i saucen lige før servering. Vask kartoflerne, og kog dem i saltet vand. Vask og rens gulerødderne, og kog dem de sidste 4 minutter sammen med kartoflerne. Hæld vandet fra kartoflerne, og kom dem ned i retten sammen med løgene.

Kog op, og server sammen med gulerødderne.

Lars Ranek

Mormors æblekage med mandelrasp og mascarponecreme

Til 4 personer

Du skal bruge

  • 7 æbler
  • 1 god vaniljestang
  • ½ dl vand
  • 80 g sukker

Mandel-Havregrynsrasp

  • 1 dl havregryn
  • 100 g mandler uden skal
  • 20 g smør
  • 3 spsk. ahornsirup

Creme

  • 100 g mascarpone
  • 100 g græsk yoghurt
  • ½ stang vanilje
  • 50 g flormelis

Skræl æblerne, og del dem i kvarte. Fjern kernehusene.

Kog æblerne til mos med vaniljekorn og -bælg i vand ved svag varme under låg. Tag gryden fra varmen, fjern vaniljebælgen, og rør sukkeret i. Mas og rør mosen sammen med et piskeris, og stil den til afkøling.

Blend mandlerne let og bland med havregryn. Lad smørret blive gyldent på en pande, og rist nøddeblandingen, til den er sprød og gylden. Tilsæt ahornsirup. Rør mascarpone med yoghurt og vaniljekorn, og smag til med flormelis. Læg 2 spsk. æblemos i bunden af glassene efterfulgt af cremen og til sidst mandelraspen.

Tips: Serverer du i høje glas, så kom æblemos og creme i hver sin sprøjtepose – så er det nemmere at få ned i glassene.

LÆS OGSÅ: Sommerens lækreste grillerier

Sponsoreret indhold