Fisk og skaldyr

Dorade med pastis, fennikel og bagte majroer

I Sydeuropa har dorade altid været en stor delikatesse. I denne opskrift er de i sydfransk forklædning med pastis og fennikel.
af Marie Melchior, Foto: Betina Hastoft15.04.2013

6 personer

Dorade:
6 dorader
1 courgette
400 g kartofler
300 g daddeltomater
2 økologiske citroner
1 bundt oregano
4 spsk olivenolie
1,5 dl hvidvin
3 fennikler
1 dl pastis
havsalt
friskkværnet peber

Bagte Majroer:
700 g majroer
havsalt
5 spsk olivenolie

Dorade: Få fiskehandleren til at rense fdine dorader. Snit doraderne 2-3 gange på skrå på hver side, ikke for dybt. Smør en bradepande med 1 spsk olivenolie. Skær courgetter og kartofler i skiver, og læg dem i bunden af bradepanden. Halver tomaterne, og bland dem med de andre grønsager i fadet. Pres citronsaft fra den ene citron udover. Læg halvdelen af oreganokvistene ved, og dryp med 2 spsk olivenolie. Hæld hvidvinen ud over grønsagerne. Snit fennikler i skiver helt fint med en mandolin. Skær den anden citron i tynde skiver. Stop doraderne med fennikler, citronskiver og resten af oreganokvistene. Krydr doraderne med salt og peber. Læg doraderne oven på grønsagerne. Hæld pastis ud over doraderne, og dryp herefter med 1 spsk olivenolie. Steg doraderne i en ovn ved 200° i 25-30 minutter.

Majroer: Skrub majroerne og skær dem over i halve. Læg dem i et ovnfast fad. Dryp olivenolie og havsalt udover. Bag dem samtidig med fisken ved 200° i 30 minutter.

Servering: Server din dorade med de bagte majroer og godt brød.

Forslag til vin
Kødet på en dorade er hvidt, fast, saftigt og har en let fedtholdig smag, som kan matches med en lang række vine, når blot de er fyldige og til den syreholdige side. Rødvine på Gamay-druen eller Pinot-druen passer fint til fisk, fordi garvesyren er diskret og frugtsyren høj.

Sponsoreret indhold