Kartoffelsalat hører sommeren til. Kan fint forberedes flere timer forinden middagen, så du har tid til at hygge med gæsterne foran grillen.
af Mette Jantzen.8.08.2012Foto: Jes Buusmann.
Denne kartoffelsalat er ikke den traditionelle, snaskede kartoffelsalat, men derimod en lettere og friskere kartoffelsalat med radiser og blomkål - og den er bare lækker!
Ingredienser
Ca. 1 kg nye kartofler
½ blomkål
1 bundt radiser
Marinade
½ dl olivenolie
Saft fra ½ citron
2 spsk hvidvinseddike
Salt og peber
1 spsk dijonsennep
½ bundt frisk oregano
½ bundt frisk dild
Sådan laver du kartoffelsalat
Kog kartoflerne møre i letsaltet vand. Kasser vandet, og lad kartoflerne køle af.
Skyl blomkålen, del den i små buketter, og kog dem knap møre i letsaltet vand, ca. 5 minutter. Sørg for, at de stadig har bid!
Rengør radiserne, og skær dem i skiver.
Pisk olivenolie, citronsaft, eddike, salt, peber og dijonsennep sammen.
Kom grøntsagerne i en skål, og hæld marinaden over. Vend grøntsagerne deri.
Skyl krydderurterne, hak dem groft, og vend dem i din kartoffelsalat lige før servering.