6 personer
Dip af gule ærter:
300 g gule ærter
1 fed hvidløg
1 dl olivenolie
1 dl kogevand
1 bundt kørvel
saft fra ½-1 citron
salt og peber
Breadsticks til gule ærter:
3 dl koldt vand
10 g gær
100 g rugmel
250 g hvedemel
4 g salt
1 sammenpisket æg
2 spsk sesamfrø
1 spsk nigellafrø
50 g revet vesterhavsost
Hvis du også er ligeså glad for grønne som gule ærter, så kan du finde opskrifter med dem lige her
Gule ærter som dip med breadsticks - sådan gør du:
Dip af gule ærter: Sæt de gule ærter i blød i rigeligt vand natten over. Skyl dem i koldt vand, og kog de gule ærter i rigeligt vand i 30 min. Lad dem dryppe af i en sigte, men gem kogevandet. Lad de gule ærter køle ned. Hak hvidløget fint, og blend med de gule ærter, olivenolie og kogevand til en lind pasta. Hak kørvel og vend i. Smag til med citronsaft, salt og peber.
Breadsticks til gule ærter: Rør vand, gær og rugmel sammen, og lad det hvile på køkkenbordet i 15 min. Rør derefter hvedemel og salt i. Rør dejen godt sammen, dæk skålen med husholdningsfilm, og sæt den i køleskabet natten over. Del dejen i to kugler, og rul dem ud i to tynde rektangler. Pensl med æg, og drys med sesamfrø, nigellafrø og revet ost. Skær hvert rektangel i lange strimler, ca. 1,5 cm brede. Drej hver strimmel, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag dem ved 200° i 12-15 min., til de er gyldne og sprøde. Køl af på en bagerist før de serveres.