Grønt

Jamie Olivers sunde lasagne

En opskrift på sund lasagne fyldt med gode og nærende råvarer lavet af mesterkokken Jamie Oliver. Få Jamies opskrift på sund lasagne her!
af Stine K. B. Larsen / Opskrift af Jamie Oliver / Foto: Presse 27.10.2016

Hvis du er træt af den traditionelle lasagne, så giver vi dig her et alternativt bud på en lækker og sund lasagne. Her er oksekødet skiftet ud med kylling, savojkål og champignoner. Der er også brugt brune champignoner i stedet for hvide, da de brune ofte dyrkes udendørs og derfor indeholder flere D-vitaminer. Den sunde lasagne-opskrift er udviklet af selveste Jamie Oliver og er fra hans bog "Superfood til hele familien".

Prøv også: Smagfuld lasagne med søde kartofler

Jamie Olivers opskrift på sund lasagne

Til 8 personer, Tid: 2 timer 20 min.

Ingredienser:

  • olivenolie
  • 8 kyllingelår uden skind og ben
  • 2 porrer
  • 2 stængler bladselleri
  • 2 fennikelknolde
  • 4 skiver røget bacon
  • 2 friske laurbærblade
  • ½ bundt frisk timian (15 g)
  • 2 store spsk fuldkornshvedemel
  • 2 store tsk stærk sennep
  • 1 l minimælk
  • 1 mellemstort savojkål
  • 400 g små brune champignoner
  • 500 g friske lasagneplader
  • 30 g parmesan
  • 1 fuldkornsbrød

​Prøv også: Jamie Olivers gode opskrift på tomatsuppe

Fremgangsmåde:

  1. Varm en stor sauterpande op ved høj varme med 1 spsk olie.
  2. Steg kyllingekødet på alle sider under omrøring, mens du skyller, trimmer og snitter porrer, bladselleri og fennikel i tynde skiver. Læg dem til side.
  3. Skær bacon i tynde skiver og steg dem på panden med laurbærblade og timianblade, til baconen er let gylden.
  4. Rør de gemte grønsager i og steg 15 min. under omrøring. Rør mel, sennep og 1 nip havsalt og sort peber i.
  5. Tilsæt langsomt mælken under omrøring, skru ned til lav varme, læg låg på og lad det simre 20 min. under omrøring.
  6. Bræk de ydre grønne blade på savojkålen af og skyl dem (i alt 350 g). Gem resten af kålen til en anden dag.
  7. Læg bladene i en række foran dig, skær stængler og ribber ud og kasser dem og skær bladene i strimler (tykkelse: 2 cm).
  8. Skær champignonerne i tynde skiver og rør dem i stuvningen med kål og 7 dl kogende vand. Lad det simre yderligere 30 min. Varm ovnen op til 180˚.
  9. Sluk for varmen under stuvningen og brug to gafler til at rive kyllingekødet fra hinanden, hvis stykkerne er for store. Krydr med salt og peber.
  10. Fordel et lag stuvning på bunden af et ovnfast fad (25 x 35 cm). Kom et par lasagneplader ovenpå (du må gerne rive dem lidt i stykker) og gentag processen, til der hverken er stuvning eller plader tilbage.
  11. Rod lidt rundt i det med fingrene – det må ikke være for pænt – og riv parmesan over.
  12. Bag lasagnen i ovnen 40 min., eller til den er gylden og boblende. Tag den ud og lad den hvile 5 min. inden servering. Giv brød til, så saucen kan suges op.

Du kan købe Jamie Olivers bog "Superfood" lige her!

På vores søstersite, SPIS BEDRE, finder du den mest populære, klassiske lasagne. Stor anbefaling herfra. Find den her: Klassisk lasagne.

Jamie Olivers opskrift på sund lasagne

Sponsoreret indhold