Grønt

Brunede kartofler - klassisk opskrift

Brunede kartofler er en fast følgesvend til julemiddagens gås, and eller flæskesteg. Her får du opskriften på de karameliserede kartofler.
af Mikkel Karstad / Foto: Anders Schønnemann21.10.2020

Man kan undre sig over, hvorfor det netop er brunede kartofler vi serverer til julemiddagen. Men ikke desto mindre har de små, brune godter vundet manges hjerter.

I de fleste danske hjem bliver der både sat hvide og brunede kartofler frem på bordet juleaften, men som så mange andre ting, der indeholder sukker, vinder de brunede kartofler ofte stort, mens de hvide bliver liggende tilbage i skålen, når julemiddagen er ovre.

Se her, hvordan du laver hjemmelavet rødkål!

Det har dog ikke altid været de brunede kartofler, der har været fast følgesvend til julens and eller flæskesteg.

Fra brunede kastanjer til brunede kartofler

I gamle dage var det kastanjer, der blev karamelliseret og serveret som tilbehør til julegåsen. Det var dog ikke alle, der kunne være med på den menu, da kastanjer ofte var dyre.

Derfor fandt fattigfolket ud af, at de kunne spise brunede kartofler i stedet for – en opdagelse vi i dag nyder godt af, når vi juleaften mæsker os i dem.

Er det dig, der skal stå for de brunede kartofler til julemiddagen, er det en god idé at gå i gang med forberedelsen i god tid.

TIP! Vil du have ekstra god tid juleaftensdag, kan du du koge og pille kartoflerne dagen før. Du sætter dem blot på køl efterfølgende, og så er de klar til at blive karameliseret dagen efter. Det er dog vigtigt, at du tager kartoflerne ud i god tid juleaftensdag, så de opnår stuetemperatur, når de skal karameliseres.

Selvom brunede kartofler hverken kræver de store armbevægelser, redskaber eller råvarer, kræver de en stor portion tålmodighed og opmærksomhed, så det er vigtigt, at du er tilstede under hele processen.

Du skal regne med at afsætte ca. 45 min, når du skal i gang med selve tilberedelsen.

Vær sikker på, at dine brunede kartofler får den helt rigtig farve og smag med disse simple tricks.

Opskrift på brunede kartofler

Antal: 6 personer

Det skal du bruge for at lave brunede kartofler

  • 100 g sukker
  • 25 g smør
  • 1 kg kogte, pillede kartofler

Sådan laver du brunede kartofler

  1. Drys sukkeret på en kold pande, og varm det forsigtigt op, indtil sukkeret begynder at karamellisere og blive lysebrunt.
  2. Læg smørret på panden, og lad det smelte sammen med sukkeret til en jævn karamelmasse.
  3. Hæld kartoflerne på panden, og vend dem forsigtigt rundt i karamelmassen, så de bliver jævnt brune over det hele.
  4. Lad dem 'koge' i karamellen i et par minutter, og tag dem så af panden, så de stadig holder på formen og fastheden i midten.
  5. Servér til andestegen eller flæskestegen.

Skal du have and til jul? Vi har de bedste opskrifter her...

Juleopskrifter på and

Sponsoreret indhold