Grønt

Opskrift på baba ganoush uden tahin

Få en velsmagende og utraditionel opskrift på baba ganoush lavet på squash og uden tahin.
af Mikkel Karstad / Foto: Anders Schønnemann15.08.2018

Baba ganoush finder du i det jødiske og arabiske køkken. Den er oprindeligt lavet på bagte aubergine, tahin, olie og mellemøstens krydderier. Typisk spises retten som forret eller som tilbehør, på samme måde som hummus. Den kan også spises i sandwich eller bruges som dressing eller dyppelse til diverse retter.

Denne opskrift på baba ganoush er lidt utraditionel, fordi den er lavet på squash fremfor aubergine, og så indeholder den ikke tahin. Til gengæld smager den vidunderligt af røget paprika, pinjekerner, basilikum og citron. Fordi opskriften er uden tahin er den også lettere og mere frisk. Det er en virkelig velsmagende version af en klassisk mellemøstlig ret.

Opskrift på baba ganoush uden tahin

Antal: 4 personer

Det skal du bruge til baba ganoush:

  • 4 squash
  • 1 hel tørret chili
  • 1 dl olivenolie
  • salt og friskkværnet peber
  • 1 bundt basilikum
  • 50 g pinjekerner
  • 1 spsk. røget paprika
  • 1 usprøjtet citron

Sådan laver du baba ganoush:

  1. Skyl squashene, aftør dem grundigt, og læg dem på en bageplade med bagepapir.
  2. Drys med let knust, tørret chili, salt, friskkværnet peber, lidt olivenolie og halvdelen af basilikummen.
  3. Kom squashene i ovnen, og bag dem ved 220° i 30-35 minutter.
  4. Tag squashene ud af ovnen, og lad dem køle lidt af.
  5. Blend de bagte squash med olivenolie, 2⁄3 af pinjekernerne, røget paprika, saft og fintrevet skal fra citron, resten af basilikummen, salt og friskkværnet peber til en blød baba ganoush.
  6. Smag evt. til med lidt ekstra salt, peber og citron.
  7. Hæld baba ganoushen i en skål. Drys med hele pinjekerner og basilikumblade, og dryp med lidt olivenolie.

Sponsoreret indhold