Grønt

Opskrift på svampebouillon med grillet kylling, jordskok og palmekål

Svampene er en enestående smagsgiver i de fleste salte retter, og sammen med ganske få andre ingredienser kan de hurtigt udgøre et helt måltid. Prøv denne opskrift på svampebouillon med grillet kylling, jordskok og palmekål.
af Mikkel Karstad. Redigeret til web / Foto: Anders Schønnemann12.10.2020

Svampene pibler frem i både løv- og nåleskove netop nu, og heldigvis for det. Svampene er nemlig en enestående smagsgiver, og de kan hurtigt udgøre et helt måltid i selskab med et par andre lækre råvarer.

PRØV OGSÅ: Polenta med svampe og parmesan

Opskrift på svampebouillon med grillet kylling, jordskok og palmekål

Antal: 4 personer

Det skal du bruge for at lave svampebouillon med grillet kylling, jordskok og palmekål

Svampebouillon:

  • 500 g blandede kantareller, rørhatte og andre vilde svampe
  • 1 bananskalotteløg
  • 1 fed hvidløg
  • 5 stilke frisk timian
  • 2 spsk. olivenolie
  • 5 g havsalt
  • 3 g friskkværnet sort peber
  • 1 dl tør sherry
  • 8 dl let kyllingefond eller bouillon
  • 4 store jordskokker
  • 100 g palmekål
  • Stegt kyllingebryst:
  • 2 kyllingebrystfileter
  • 1 spsk. olivenolie
  • Havsalt
  • Friskkværnet peber

Til servering:

  • Brød

Sådan laver du svampebouillon med grillet kylling, jordskok og palmekål

Svampebouillon:

  1. Rens svampene med en pensel eller en lille grøntsagskniv. Vask dem evt. forsigtigt.
  2. Skær dem i grove stykker.
  3. Pil skalotteløg og hvidløg, og hak begge dele fint.
  4. Sautér svampe, timian, løg og hvidløg i olivenolie, til svampene får lidt farve, og krydr med salt og peber.
  5. Tilsæt sherry, og kog det ind til det halve.
  6. Hæld hønsebouillon i gryden, og lad det koge 10-15 minutter, så svampene får afgivet smag til bouillonen, men bevarer deres bid.
  7. Lad bouillonen trække lidt, og fisk timianstilkene op af gryden.

Stegt kyllingebryst:

  1. Varm en grillpande op.
  2. Smør kyllingebrysterne med olie, og drys med salt og peber.
  3. Grill dem på den varme pande i 5-6 minutter på hver side, så de får en flot sprød stegeskorpe og stadig er saftige i midten.
  4. Tag kyllingebrysterne af panden, og lad dem trække 5 minutter.

Svampebouillon, fortsat:

  1. Rens jordskokker godt, og skær dem i tynde skiver.
  2. Læg skiver af kyllingebryst og jordskokker i 4 suppeskåle.
  3. Varm bouillonen igennem, og smag evt. til med salt og peber.
  4. Skyl og afdryp palmekål, og hak den groft.
  5. Lad palmekålen koge med i bouillonen i 1-2 minutter, og fordel bouillonen i suppeskålene.

Servering: Servér med det samme med godt brød til som enten forret eller hovedret.

PRØV OGSÅ: Svampesuppe med ostebrød

Sponsoreret indhold