Grønt

Bagte kastanjer og rørt smør med tang og estragon

Prøv denne opskrift på en ekstraordinær efterårsret af bagte kastanjer med rørt smør med tang og estragon til. Se hele opskriften herunder!
af Mikkel Karstad / Foto: Anders Schønnemann26.10.2020

Bagte kastanjer og rørt smør med tang og estragon

Tag ikke fejl af den lille nød fra det store træ. Spisekastanjer tilfører både sødme og fedme og kan som utraditionel ingrediens overraske i både salte og søde retter. I denne opskrift får du en lækker ret med en af sæsonens bedste råvarer, kastanjen. Bagte kastanjer og rørt smør med tang og estragon er den perfekte kombination og er ideel til aftensmad eller som ret til middagsselskabet. Se hele opskriften herunder!

Hvor stammer kastanjer fra?

Kastanjetræet tilhører bøgefamilien, og faktisk ved man nøjagtig, hvor de første danske kastanjetræer blev sat.

Det var i 1765, og det var den tyske forstmand Johann Georg von Langen, der satte træerne i sin plantage nord for Peter Lieps Hus i Jægersborg Dyrehave. Der står stadig et enkelt træ tilbage!

Sådan kan du kende forskel på ægte kastanjer og hestekastanjer

Uden skal er det forholdsvist nemt at kende forskel på hestekastanjer og ægte kastanjer, der er noget fladere, men det kan være sværere, når de er pakket ind i den tykke skal. Mens hestekastanjens skal kun har få pigge, er ægte kastanjers skal dækket af mange flere helt tynde pigge. Er du stadig i tvivl, så kig på træets blade: Ægte kastanjetræer har savtakkede blade, mens hestekastanjetræer har fingrede blade.

SE OGSÅ: Syltede kantareller med skaloteløg og fennikel

Opskrift på bagte kastanjer og rørt smør med tang og estragon

Antal: 4 personer

Det skal du bruge for at lave bagte kastanjer og rørt smør med tang og estragon

  • 1 kg friske kastanjer
  • 500 g salt
  • Rørt smør med tang og estragon:
  • 100 g smør
  • 10 g tørret søl
  • 1 håndfuld frisk estragon
  • 1 usprøjtet citron
  • 3 g havsalt
  • 1 g friskkværnet peber

Sådan laver du bagte kastanjer og rørt smør med tang og estragon

  1. Skær et lille kryds i toppen af kastanjerne, og sæt dem i et ildfast fad på et leje af groft salt, så krydset vender opad. Ridset i kastanjen forhindrer, at kødet eksploderer under tilberedningen.
  2. Bag kastanjerne i ovnen i 15-20 minutter ved 180°, så de bliver møre, og skallen er lige til at pille af.

​Rørt smør med tang og estragon:

  1. Tag smørret ud af køleskabet, og lad det blive blødt i en skål på køkkenbordet i 20-30 minutter.
  2. Udblød søl i koldt vand i 30 minutter, og skær det ud i helt tynde strimler. Rør halvdelen af sølen, hakket estragon, fintrevet citronskal og citronsaft i det bløde smør, til konsistensen er ensartet.
  3. Smag evt. til med lidt salt og friskkværnet peber.
  4. Fyld smørret i en skål, drys med resten af sølen, og servér til de lune bagte kastanjer.

Flere opskrifter?

Svampene er en enestående smagsgiver i de fleste salte retter, og sammen med ganske få andre ingredienser kan de hurtigt udgøre et helt måltid. Prøv denne opskrift på svampebouillon med grillet kylling, jordskok og palmekål her!

Sponsoreret indhold