Kød og fjerkræ

"Biks" med kalveculotte og sprøde kartofler

"Biks" med ægget i centrum. Slå altid ét æg ud ad gangen, og tjek duft, farve konsistens og for skalrester. Så er du sikker på ikke at få hældt noget forkert i din ret.
af Mikkel Karstad, Foto: Lars Ranek28.03.2012

4 personer

400 g kartofler
1 lille kalveculotte, ca. 800 g
2 spsk olivenolie
4 æg
½ bdt. purløg
havsalt og friskkværnet peber

Skræl kartoflerne, og skær dem ud i terninger. Hæld dem i en skål med koldt vand, og lad dem udvande i 15- 20 minutter.

Fjern alle sener og lidt af fedtet fra kalveculotten. Brun culotten grundigt på en tør pande på alle sider, og læg den i et ildfast fad. Forvarm ovnen til 180°, og steg culotten i 20-25 minutter, indtil den er svagt rosa. Tag culotten ud af ovnen, og lad den hvile i 10-15 min.

Afdryp kartoflerne grundigt i en sigte, og steg dem herefter i olivenolie på panden i 8-10 minutter på mellemvarme, indtil de er sprøde og møre. Tag kartoflerne af panden, og læg dem på et stykke køkkenrulle, drys med havsalt.

Slå æggene ud et ad gangen, og tjek dem for friskhed. Hæld lidt olie på panden, og steg æggene på mellemvarme i 2-3 minutter, indtil hviden har sat sig, men blommen stadig er flydende.

Skær kalveculotte i skiver, og server med de varme spejlæg, sprøde kartofler, skåret purløg, havsalt og friskkværnet peber. Spis biksen med godt brød og evt. en salat til.

Sponsoreret indhold