Kager

Gulerodskage med flødeosttopping

En god krydret gulerodskage med cremet flødetopping får i den grad mundvandet til at løbe. Her får du opskriften på en klassisk gulerodskage med flødeosttopping.
af Camilla Zarah Lawes16.01.2014Foto: Columbus Leth.

Kanel og nelliker giver din gulerodskage en dejlig krydret smag, og den cremede flødeosttopping med lime er et frisk modspil til det søde.

Ingredienser

  • 4 æg
  • 200 g smør
  • 300 g gulerødder
  • 50 g valnøddekerner
  • 300 g brun farin
  • 250 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 tsk kanel
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk natron
  • ½ tsk salt
  • ½ tsk stødte nelliker
  • rugbrødsform (2 liter)

Flødeosttopping

  • saft og skal fra 1 limefrugt
  • ½ stang vanilje
  • 200 g flødeost naturel, fx Philadelphia
  • 3 spsk flormelis

Pynt

  • 7 flotte valnøddekerner

Sådan laver du gulerodskage

  1. Del æggene i blommer og hvider. Tænd ovnen på 175°. Smelt smørret i en kasserolle ved svag varme. Skræl gulerødderne, og riv dem på den fine side af et rivejern. Hak valnødderne groft.
  2. Pisk æggeblommerne og brun farin sammen med en elpisker, og hæld det smeltede smør i, mens du pisker. Sigt melet i sammen med bagepulver, kanel, vaniljesukker, natron, salt og stødte nelliker, og rør dejen godt sammen. Vend de revne gulerødder og de grofthakkede valnødder i dejen.
  3. Pisk æggehviderne helt stive med elpiskeren, og vend dem i dejen. Hæld dejen i en smurt bageform, og bag din gulerodskage i ovnen i ca. 1 time. Lad den køle helt af, før du tager den ud af formen.

Flødeosttopping:

  1. Riv skallen af limefrugten fint, og pres saften ud af frugten. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Rørflødeost, flormelis, vaniljekorn, limesaft og revet limeskal sammen, og fordel det oven på den afkølede kage.
  2. Pynt med valnødder.

Om gulerodskage

Gulerodskage har været til lige siden starten af 1800-tallet, og den første nedskrevne opskrift på gulerodskage var fra 1892. Gulerod har længe været brugt for at afgive sødme til forskelligt bagværk, og gulerodskagen var populær på grund af den relativt lave pris på gulerødder. Glasuren på gulerodskager variere fra land til land, og denne kage med flødeostetopping er Amerikansk inspireret. En typisk dansk gulerodskage, ville bruge en almindelig glassur af flourmelis. Flødeostetopping er dog et helt fantastisk supplement til denne kage, og derfor kan vi klart anbefale en mere amerikansk variant.

Sponsoreret indhold