Når hylden blomstrer omkring midten af juni måned, så er det en skøn undskyldning for at tage på blomsterjagt i naturen og komme hjem med friskplukkede ingredienser til en hjemmelavet hyldeblomstsaft.
Tip! Brug også din hjemmelavede hyldeblomstsaft til at lave hyldeblomst-is!
Uanset om du bor i byen eller på landet, kan du sagtens finde friske hyldeblomster. Hyldeblomstbuskene vokser nemlig både vildt i haver, parker, enge og i vejkanten. Cykl en tur og hold øjnene åbne, så skal du nok finde de fine hvide blomster.
Det er vigtigt at plukke hyldeblomsterne først på sæsonen, for ellers har bierne suget dem tomme for nektar. Det er også vigtigt at plukke af de buske, der står længst fra vejen for at undgå bilos. Blomsterklaserne skal nemlig ikke vaskes, inden de laves til saft – blot rystes godt.
Du plukker blomsterne i klaser, men når du kommer hjem skal du skære stilkene af. Stilkene kan nemlig gøre saften bitter og overdøve den fine blomstersmag. Derfor er det en god idé at plukke lidt flere klaser, end du måske havde regnet med.