Drikke

Imponer dine gæster med en nyfortolket gløgg

Den populære gløgg har fået en opgradering. Byd dine gæster på varm gløgg, som i år skal bestå af andet end rødvin og mandelflager.
af RUBY, Gastromand & Katrine Bojen Krogh - foto The Mega Agency 15.11.2018

Julen er udover gaveræs og nissehuer for mange en stor fest. Og ingen fest uden lækre cocktails. Men denne jul skal dine cocktails være ekstra fede. Bogstaveligtalt.

Særligt hvis du spørger den populære cocktailbar RUBY og influenceren Gastromand, skal dine gæster denne vinter forkæles med smør-baserede cocktails.

Imponer dine gæster med den smør-baserede gløgg:

Pr. cocktail:

  • 5 cl. Zacapa Edición Negra rom
  • 9 cl. Varmt vand (ca. 75 grader)
  • En lille spiseske Butter Batter (se opskrift nedenunder)
  • Stjerneanis og en kanelstang til pynt

Butter Batter:

  • 250 gram blødt usaltet smør
  • 250 gram hvid sukker
  • 250 gram demerara sukker
  • 500 gram blød vaniljeflødeis
  • 1 teske kværnet kanel
  • 1 spiseske kværnet allehånde
  • 1 spiseske kværnet stjerneanis
  • 1 spiseske kværnet neliker
  • 1 spiseske revet muskatnød

Start med at tilberede din ’butter batter’. Kværn alle krydderier med den hvide sukker. Tilsæt herefter demerara sukker, og kværn igen. Tilsæt dernæst den bløde smør, og bland massen sammen. Til sidst tilsættes den bløde vaniljeis, hvorefter den samlede masse blandes godt sammen. Hæld den flydende masse i et patentglas og luk glasset, hvorefter butter batteren sættes på køl, indtil det skal bruges. Tilsæt det varme vand til butter batteren, og rør rundt til batteren er opløst. Tilsæt herefter rommen, og rør rundt et par gange. Pynt drinken med en stjerneanis og en kanelstang, og server mens drinken er varm.

Tip fra RUBY: ’Det er en super nem drink, da du laver din butter batter dagen før og stiller den på køl. Når gæsterne så kommer, mangler du blot at mikse den med varmt vand og rom. Det tager ganske få minutter. Det er dog vigtigt, at du først tilfører din rom efter det varme vand, for ellers vil smagen af alkohol blive for kraftig og overtrumfe de fine krydderier og smørrets fløjlsbløde noter,’ påpeger René Larsen og Jeppe Nothlev fra RUBY.

LÆS OGSÅ: Her er fremtidens alkohol-tendenser

Sponsoreret indhold