Forkæl dine gæster og invitér dem på en sommerlig menu med langtidstilberedte råvarer, som kan passe sig selv i ovnen, imens du nyder et godt glas vin.
Vi har sammensat en gæstemenu, som passer perfekt til de sidste sommeraftener i godt selskab med venner og familie.
Tidsplan
3-4 timer før
Bag savojkål og verbena
Bag rødbeder
Brun og braisér nakkekam
1-2 timer før
Rens pighvar
Vask og tilbered grøntsager, urter og bær
Lav tykmælkskoldskål
½ time før
Tilbered pighvar
Åbn og blend østerscreme
Bag gulerødder
Tørret kål med østerscreme og verbena
Antal: 4 personer
Det skal du bruge for at lave tørret kål med østerscreme og verbena
- 1 savojkål (eller spidskål, grønkål eller palmekål)
- 2 stilke citronverbena
ØSTERSCREME:
- 8 franske østers (gerne fine de claire-østers)
- 1 æggehvide
- 2½ dl mild olivenolie
- 1 citron
- peber
SÅDAN LAVER DU TØRRET KÅL MED ØSTERSCREME OG VERBENA
- Del kålen i blade, og blanchér dem kort i kogende vand, til de lige akkurat falder sammen.
- Dup dem tørre, og læg dem på en bageplade med bagepapir.
- Fordel verbena-stilkene på bladene, og bag dem på 50° varmluft i 2-3 timer, indtil de er sprøde.
ØSTERSCREME:
- Åbn østers, og kom dem i en skål sammen med æggehvide.
- Blend til en skummende creme med en stavblender.
- Hæld olivenolie i cremen i en tynd stråle, imens du blender, indtil du har en glat ensartet emulsion med konsistens som mayonnaise.
- Smag til med citronsaft og peber.
VED SERVERING:
- Anret en skefuld østerscreme på en tallerken sammen med en bunke tørret kål til at dyppe med.
- Drys med tørret verbena.
Hel braiseret pighvar med majs, fennikel og skvalderkål
Antal: 4 personer
Det skal du bruge for at lave braiseret pighvar med majs, fennikel og skvalderkål
- 2½ kg hel pighvar
- 2 majskolber
- 2 fed hvidløg
- 1 fennikel
- 1 økologisk citron
- 5 stilke frisk timian
- havsalt
- friskkværnet peber
- 3 dl æblecider
- 25 g koldt smør
- olivenolie
- ½ citron
TIL SERVERING:
- 1 potte tallerkensmækker
- 1 håndfuld skvalderkål
- 1 godt brød
- Skyl og rens pighvarren grundigt.
- Dup den tør, og læg den i en stor bradepande.
- Skær korn af majskolberne.
- Hak hvidløg groft, skær fennikel og citron i skiver.
- Kom hvidløg, fennikel, citronskiver, timian, havsalt og friskkværnet peber henover pighvarren.
- Hæld æblecider på.
- Damp pighvarren ved 160° varmluft i 25-30 minutter.
- Tag pighvarren ud af ovnen, og hæld væden op i en kasserolle.
- Reducér væden til det halve.
- Lad pighvarren hvile i 10 minutter, inden du fjerner skindet.
- Løft forsigtigt fileterne op i hele stykker.
- Pisk små klatter koldt smør i lagen.
- Varm den forsigtigt igennem, og smag til med lidt olivenolie og citronsaft.
- Vend majs i saucen.
- Anret pighvarfileterne på en tallerken.
- Kom straks den varme sauce henover, og pynt med masser af krydderurter.
- Servér med godt brød.
Frilandsgris braiseret i æblemost og saltede grønne blommer, frisésalat, gulerod og vilde urter
Antal: 4 personer
Det skal du bruge for at lave frilandsgris braiseret i æblemost og saltede grønne blommer, frisésalat, gulerod og vilde urter
- 1 kg økologisk nakkekam
- havsalt
- peber
- 1 liter æblemost
SALTEDE BLOMMER, GULERØDDER OG FRISÉSALAT:
- 2 bundter nye gulerødder med top
- olivenolie
- 2 saltede grønne blommer
- 2 frisésalater
- 1 håndfuld løgkarse eller skvalderkål
- peber
- 2½ spsk. æblecidereddike
- Krydr nakkekammen med havsalt og sort peber, og brun den i et ovnfast fad i ovnen ved 240° varmluft.
- Hæld æblemost i fadet, og skru ned på 140°.
- Braisér den færdig i 3-4 timer.
- Overhæld løbende med skyen fra kødet, og tilsæt mere væde, hvis nakkekammen føles for tør.
- Skyl gulerødderne, og skær dem i halve på langs.
- Lad lidt af toppen sidde på.
- Vend dem med olivenolie og de saltede grønne blommer.
- Kom gulerødder og blommer i et ovnfast fad, og bag dem møre i 15-20 minutter.
- Hak frisésalat og urter groft.
- Vend de varme gulerødder med salat og urter.
- Krydr med sort peber og æblecidereddike.
- Anret kødet med gulerødder, saltede blommer, salat og urter på et stort fad.
Høbagte rødbeder med hyldebær-burrata, hasselnødder, mynte og skovsyre
Antal: 4 personer
Det skal du bruge for at lave høbagte rødbedder med hyldebær-burrata, hasselnødder, mynte og skovsyre
- 500 g rødbeder
- 2-3 håndfuld hø
HYLDEBÆR:
- ½ dl hyldebær
- 1 spsk. rørsukker
TIL SERVERING:
- 50 g hasselnøddekerner
- 2 burratakugler
- frisk mynte
- rød skovsyre
- ramsløgsblade
- olivenolie
- 1 citron
SÅDAN LAVER DU HØBAGTE RØDBEDDER MED HYLDEBÆR-BURRATA, HASSELNØDDER, MYNTE OG SKOVSYRE
- Vask og tør rødbeder.
- Hæld hø og rødbeder i en støbejernsgryde, og læg låget på.
- Bag dem møre i 3-4 timer på 190° varmluft.
- Stil rødbeder på køl.
- Skræl rødbeder, og skær dem i skiver, imens de er lune.
HYLDEBÆR:
- Vend hyldebær og rørsukker i en kasserolle.
- Lad det simre under låg i 10 minutter.
VED SERVERING:
- Hak hasselnødder.
- Anret de lune høbagte rødbeder på en tallerken.
- Bræk burrata i mindre brud.
- Vend lune hyldebær over burrataen.
- Pynt med hakkede hasselnødder, mynte, skovsyre og ramsløg.
- Dryp med olivenolie og citronsaft.
Tomater i aromatisk vinaigrette med kapers, hyldeblomst og løgkarse
Antal: 4 personer
Det skal du bruge for at lave tomater i aromatisk vinaigrette med kapers, hyldeblomst og løgkarse
- 400 g små blommetomater
- 1 dl olivenolie
- ½ dl hyldeblomsteddike
- ½ spsk. drikkeklar hyldeblomstsaft
- havsalt
- peber
DESUDEN:
TIL SERVERING:
- 1 dl gode kapers (gerne hjemmelavede saltede, syltede korianderkapers)
- 1 håndfuld løgkarse
Sådan laver du tomater i aromatisk vinaigrette med kapers, hyldeblomst og løgkarse
- Lav et lille kryds i bunden af alle tomaterne med en urtekniv, og skold dem i saltet kogende vand 8-10 sekunder.
- Kom dem straks over i isvand for at stoppe processen.
- Pil skindet af tomaterne.
- Læg dem i et ovnfast fad, og vend dem med olivenolie, hyldeblomsteddike og -saft.
- Krydr med havsalt og peber.
- Sylt dem i ovnen på 90° varmluft i 2-5 timer – alt efter, hvor meget tid du har. Jo længere, des bedre.
SERVERING:
- Anret de lune syltede tomater i en skål.
- Pynt med kapers og løgkarse, og servér straks.
- Smag evt. til med salt og peber.
Tykmælkskoldskål med bær og bronzefennikel
Antal: 4 personer
Det skal du bruge for at lave tykmælkskoldskål med bær og bronzefennikel
- 1 vaniljestang
- 1 økologisk citron
- 100 g brombær
- 100 g ribs
- 100 g solbær
- 100 g hindbær
- 1 stilk bronzefennikel
- 4 økologiske æggeblommer
- 1½ spsk. rørsukker
- 1 liter økologisk tykmælk
Sådan laver du tykmælkskoldskål med bær og bronzefennikel
- Flæk vaniljestangen.
- Riv skallen af citronen, og pres saften.
- Skyl bær, og hak bronzefennikel fint.
- Pisk æggeblommer med rørsukker og vaniljemarv til en luftig, hvid creme.
- Rør cremen sammen med tykmælk.
- Smag til med citronsaft og -skal.
VED SERVERING:
- Anret koldskålen i skåle med bær, og drys med bronzefennikel.
SE OGSÅ: Grillmenu i kolonihaven