For nogle vækker rispapirlamper måske associationer til IKEA og billige løsninger i ungkarlehyblen. Men lamper lavet i rispapir er blevet meget moderne, og de japanskinspirerede lamper er både lette og udtryksfulde på samme tid, og så har din en sanselighed over sig, som harmonerer godt med den skandinaviske indretning. Hvis du stadig ikke er overbevist, er papirlamper foldet på bedste origamivis et godt alternativ til rispapiret.
Der er faktisk ingen grænser for, hvordan du kan bruge din rispapirlampe i hjemmet. De store, runde rispapirlamper, du sikkert også kan huske fra min barndom, er ofte gode som diskrete loftslamper, der kan give blødt lys til for eksempel soveværelset – eller i stuen, hvis du har højt til loftet. Vælger du en stander- eller bordlampe i rispapir, fungerer de godt i stuen som hyggebelysning, ligesom at de med deres meget organiske udseende også tilfører rummet personlighed. Et godt tip kan være at sætte papirlamperne sammen med andre materialer: For eksempel kan en rispapirlampe over et råt spisebord i sten bløde udtrykket op og skabe balance i indretningen.
Nedenfor finder du 9 lamper lavet i papir eller som er lette som fjer.
De klassiske runde lamper af rispapir er så lette i deres udtryk, at du sagtens kan skrue op for størrelsesskalaen uden at lampen overtager din stue. Lampen her er fra Pachia.
Den japanske designer Isamu Noguchi står bag lampeserien Akari, som er blevet en nyklassiker i skandinavisk indretning. Derfor er lampen en god – og smuk – investering, som i Danmark kan købes hos Paustian.
Papirlamper, der er foldet så de næsten ligner origami, fungerer ikke kun som lyskilde, men også som et lille stykke minimalistisk kunst i indretningen. Lampen her hedder Eclipse og er designet af Mauricio Klabin.
Den håndlavede Formakami-lampe fra & er designet af spanske Jaime Hayon, som er en af vor tids hotteste designere. Lampen er en opdatering af den klassiske asiatiske papirlampe, da de runde former bliver brudt af en ring af sort træ.
Den tredimensionelle papirlampe kan nemt gøre dit nat- eller skrivebord en hel del pænere. Bunden er af mangotræ, hvilket giver lampen et varmt og hjemligt udtryk. Lampen er fra svenske By On.
Mange af de møbelklassikere, som blev designet af danske arkitekter i midten af det 20. århundrede, var stærkt inspirerede af asiatisk formgivning. Derfor passer japanske elementer som fod i hose ind i et klassisk skandinavisk hjem – her er det en rispapirlampe fra Hay.
Den puppelignende lampe Gatto fra Flos spreder lyset på smukkeste vis. Her med medfølger også en lysdæmper, så lyset kan tilpasses enhver situation.
Le Klint er verdenskendte for dets klassiske foldeteknik. ARC-lamperne er det over 75 år gamle firmas nyfortolkning af en plissélampe. Den har et moderne udtryk, der især vil appellere til det yngre publikum.