Det er vigtigt, at have en god belysning i køkkenet, når man står og laver mad. Køkkenlamper kan se vidt forskellige ud og behøver derfor ikke være store, for at give godt lys.
Når du skal på jagt efter en ny lampe, behøver du ikke gå i Louis Poulsen og finde den dyre PH pendel, for at få fuldendt køkkenet. Faktisk er mange af de fineste køkkener belyst af mindre unikke lamper, og der er derfor lidt til enhver smag. Vigtigst er, at din køkkenbelysning er praktisk...
Hvis du ønsker lamper, der er praktiske og lyser godt op, er spots en god løsning. De kan fås i mange forskellige udgaver og prisklasser. Spots kan også bruges under skabe og hylder, for at give ekstra lys på bordpladen.
Væglamper hører ikke kun til i soveværelset over sengebordet. Faktisk kan de gøre meget i køkkenet og fuldende indretningen. Du kan finde pæne væglamper både i genbrug og fra ny.
Pendlen er en af de mest sete rundt i folks køkkener. Den er praktisk og kan både hænge midt i rummet og over bordpladen, hvis ikke du har overskabe. Pendlen er god, fordi den kan sættes op lige hvor du har brug for den.
I forhold til det lys lampen udsender er der nogle forskellige ting, at tage hensyn til.
Der findes overordnet to slags belysninger; den kolde og den varme. I et køkken kan det være praktisk at have begge dele, da man ikke altid er klar til det kolde lys, når man skal ud og have sin morgenkaffe.
Det varme lys, som vi også kalder stemningslys, skal være 2600-2900 kelvin. Det svarer til lyset fra en almindelige glødepære.
Det mere kolde lys skal være 3000-4000 kelvin. Dette lys siges at have en indvirkning på koncentrationsevnen. Øjet har lettere ved at fokusere, og vi arbejder mere effektivt i kold belysning. Hvis man kommer over 4000 kelvin, opfattes lyset blåligt, hvilket sammenlignes med hospitaler og giver en meget kold stemning, hvilket de færreste ønsker.
Hvis du ønsker mere lys, ud over spots og andre effektive lyskilder, kan du være snedig og integrere lys i skuffer og skabe. IKEA har blandt andet meget LED-lys på skinner, som du selv kan montere. Lyset kan styres med fjernbetjening eller app, og er altså meget brugervenligt. LED-skinnerne kan også sættes på undersiden af dine overskabe, så de lyser ned på bordpladen, hvor du skal stå og arbejde.
Foto: Iben og Niels Ahlberg.
I dette smukke, lyse køkken er der brugt en blanding af spots og pendler. Det er en god og praktisk måde, at få en masse lys. Der skabes en god symmetri mellem de forskellige typer lamper, når de hænger over for hinanden som her. Pendlerne hedder Grasshopper og er fra Gubi.
Foto: Kira Brandt.
Glødepærerne fra Nuura fuldender det minimalistiske udtryk i det lyse køkken. I denne elegante indretning er der gjort meget ud af ikke at have for prangende elementer, hvorfor pendlerne passer så fint ind. Over bordpladen er der spots for at give ekstra lys.
Foto: Birgitta Wolfgang.
I et hyggeligt sommerhus i Tisvilde findes dette køkken. Her er der brugt douchede farver, hvor de to antikke køkkenlamper passer perfekt ind. Hvis du ønsker den samme stemning derhjemme, kan det gøres med de rolige farver og genbrugsfund.
Foto: Carina Krüger.
I et rummeligt og åbent køkken som her, behøves der ikke nødvendigvis mange lyskilder. De lyserøde vægge er med til at give en fornemmelse af et lysere rum. Farvevalget kan være et vigtigt designvalg, når der skal bringes mere lys ind i køkkenet. Loftlampen over vasken er dog praktisk, når man står og vasker op.
Foto: Christina Kayser O.
Mørke køkkenelementer og møbler kan give en solid energi. Som kontrast kan rummet lysnes med f.eks. Den smukke radiohuspendel fra Louis Poulsen, som giver dejligt lys hvad end den er tændt eller ej.
Foto: Lynden Foss /Living Inside.
Hvis du er så heldig at have store vinduespartier i køkkenet, kan det være nok som køkkenbelysning i sommerperioden. Køkkenet her er i et Australsk hjem, hvor der også er smuk natur udenfor at kigge på, mens man laver mad. Det er nok blot en drøm for mange at have så stort et vindue, men det giver lidt inspiration til, hvordan man kan få dagslys ind.