Mad

10 ting du skal smage i april

Tag glæde i de gode forårsfornemmelser, og prøv dig frem med nye og forfriskende smagsfornøjelser. Vi guider dig til 10 ting, du skal smage i april, som vil bidrage til gode oplevelser og hyggelige stunder ved bordet!
af Lene Byriel. Foto: Anders Schønnemann / Columbus Leth.13.04.2015

Tag glæde i de gode forårsfornemmelser, og prøv dig frem med nye og forfriskende smagsfornøjelser, som vil bidrage til gode oplevelser og hyggelige stunder ved bordet. Det er især blevet in at interessere sig for den finere madkunst, og med øget fokus på gode råvarer og spændende smage er der her nogle madtendenser, som du uden tvivl bør undersøge nærmere i april måned.

FÅ MERE INSPIRATION TIL MAD AF SÆSONENS GODE RÅVARER MED MAD & BOLIG!

10 ting du skal smage i april

Nedenfor finder du 10 ting du bør smage i april, og som vil give nyt liv til de gamle retter.

Find den lækreste sild

Siden middelalderen har man modnet hele, friskfangede sild i seks måneder ved hjælp af fiskens egne enzymer. Men langt fra alle sild gennemgår denne langvarige proces, før de lander på frokostbordet. I stedet kan producenten hurtigmodne dem ved at lægge fileterne i store kar med en kraftig eddikeopløsning, der gør silden spiseklar på få uger. For at opveje den stærke eddikesmag tilsættes en del sukker, som giver hurtigmodnede sild en sur-sød grundsmag, mens de gammeldags modnede har en langt mere nuanceret og intens smag. Kig derfor efter den beskyttede kvalitetsbetegnelse "gammeldags modnede sild" på etiketten.

Pynt med syre

På en tur i forårsskoven kan du være heldig at finde skovsyre, der med sin fine, syrlige smag er blevet populær i både det søde og det salte køkken. Syrligheden giver perfekt modspil i fede retter, og giver de søde sager kant og friskhed. Bortfør et par planter fra skovbunden, og få dem til at brede sig i din egen have. Du kan også dyrke rød havesyre i potte eller blot købe det i supermarkedet.

Inspiration: Consommé med svampe og æbler

I gryden med brødet

Træt af klistrede fingre, når du bager brød? Hvis du har en gryde med låg, som kan gå i ovnen, kan du bage et grydebrød, hvor dejen slet ikke behøver æltes. Det bedste at bruge er en tung støbejernsgryde (ca. 4 l) med tætsluttende låg, men andre gryder eller en römertopf kan også bruges.

Konge-lam

Lammekrone er en af de smukkeste måder, lam kan serveres på. Lammekronen består af to stykker lammeryg med ribben, der bøjes som en ring og bindes sammen, så det ligner en krone med benene som takker. Bestil lammet hos din slagter, og få ham til at rense ribbenene. Snit og fold de to kamme sammen, så benene vender udad og sy dem sammen. I Italien er det populært at krydre lammekronen med timian, hvidløg, salt og peber.

Inspiration: Lammekrone med bagte tomater og polentafritter

Kog mælken til karamel

Måske kender du allerede dulce de leche - den søde, bløde karamelcreme, der de senere år har fundet vej fra bl.a. Argentina til danske slikmunde. I Normandiet kaldes karamelcremen for confiture de lait ("mælkemarmeladen"). Karamellem er nem at koge selv, og kan serveres på en isdessert, et nybagt brød, pandekager, cupcakes eller som topping på en lækker cheesecake.

Udskift viskelæderet

Mange forbinder blæksprutter med de kedelige viskelæderringe i friturefrakke, der ofte er at finde på café-menukortet. Men små friske, stegte blæksprutter er noget helt andet. Få din fiskehandler til at rense en portion af de små ottearmede og steg dem 1-2 minutter på en hed pande, efter de er skyllet og afdryppet grundigt. Tricket til at undgå, at de bliver seje, er at holde temperaturen oppe, så de ikke begynder at koge på panden.

Jomfru-sojasauce

Er du glad for kinesisk eller japansk mad, har du sikkert en eller flere flasker sojasauce i skabet. Men soja er ikke bare soja. Der er fx stor forskel på de traditionelle kinesiske og japanske varianter, og begge køkkener benytter sig af både mørke og lyse saucer. Især den kinesiske lyse "jomfrusoja" er værd at prøve. Den er lavet af den første presning af de fermenterede sojabønner og har en blød, subtil og kompleks smag. Du finder den lyse soja i asiatiske butikker - kig efter "fresh soy sauce", "pure bean" eller "thin" på etiketten.

Pif, paf, puf-sukker

Husker du barndommens glæde, når du fik et stykke sydende og poppende slik ind i munden? Det indeholdt sandsynligvis pufsukker, og de små eksploderende krystaller er blevet en populær ingrediens i det søde køkken. Køb det i specialbutikker eller på nettet, og overrask med en dessert, der bringer barndomsminderne frem. Brug pufsukker i en kage eller i hjemmelavede chokoladebrud sammen med frysetørrede bær. Husk dog at temperere chokoladen korrekt, så den stivner hurtigt - ellers eksploderer pufsukkeret med det samme.

Inspiration: Chokoladebrud med røde bær

Fornemmelse for fermentering

Råddenskab lyder måske ikke som den lækreste madmode, men fermenterede retter i alle afskygninger hitter hos både foodies og på toprestauranterne. Der er tale om en ældgammel konserveringspraksis, der typisk bruges i produktionen af vin, øl, brød, spegepølse, yoghurt og ost, men også grøntsager, kød og fisk serveres i varierende grader af råddenskab. Fermenteringen ændrer råvarens smag, konsistens og udseende, og smagsmæssigt er der ofte tale om en mere kompleksitet - og masser af umamismag.

Speedy morgengrød

I stedet for at bruge tid på at koge grød om morgenen, kan du sætte ingredienserne i blød natten over og nyde en portion "overnight porridge", når du står op. Når du har lavet grøden, sætter du den i køleskabbet natten over i en tætsluttende beholder med låg. Næste morgen rører du blot i grøden, og serverer den kold med fx nødder, kokosflager, frugt og honning.

Sponsoreret indhold